Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Danmark nærmer sig Makedonien

SYNSPUNKT - Brug din stemme til at få vippet regeringens uddannelsesbesparelser af bordet, opfordrer Frit Forum Københavns formand.

Inden folketingsvalget blev udskrevet, fremlagde regeringen et finanslovsforslag, hvor sparekniven atter svinges over universitetsverdenen. Alene Københavns Universitet mister mindst 175 millioner kroner på Finansloven samtidig med, at der er optaget historisk mange nye studerende.

Dansk økonomi er i recession og det er bekymrende. Der er blandt økonomer bred enighed om, at uddannelse er en af de helt afgørende forudsætninger for at skabe vækst, og blandt andre de økonomiske vismænd peger på uddannelse som en vigtig vækstkatalysator i deres rapport Dansk Økonomi Efterår 2010.

Det skyldes primært at uddannelse – og ikke mindst efteruddannelse – skaber grundlag for innovation og øget produktivitet. To elementer der begge er nødvendige, hvis Danmark fortsat skal kunne konkurrere med omverdenen.

I bunden af Europa

Innovationen bidrager til udviklingen af nye produkter, og det bør give anledning til dybe panderynker, at Danmark (hvis man ser bort fra Litauen, Cypern og Makedonien) opnåede den laveste innovationsvækst i Europa i 2010.

Produktivitetsvæksten er også stagneret og uden den mister den danske arbejdsstyrke de kvalifikationer, som betyder at virksomhederne er villige til at betale ti gange så meget i løn til en dansker som til en kineser.

Økonomiprofessor, Carl Johan Dalgaard, fra denne netavis’ universitet vurderede i Berlingske Tidende (4.6.2010), at når regeringen sparer to milliarder kroner på forskningen, giver det et minus på 12 milliarder kroner på den samlede velstand i samfundet.

Det bekymrer tilsyneladende ikke regeringen, der ved manglende prioritering igennem ti år har bevist, at den ikke tror på forskning og uddannelse. Folketingsvalget den 15. september er en kærkommen chance for igen at få uddannelse på dagsordenen ved at stemme på oppositionen, som har lovet at rulle uddannelsesnedskæringerne fra Genopretningspakken tilbage samt tilføre midler til mere holdundervisning.

Seneste