Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
ALUMNE - Corinna Cortes' forskning har forandret internettet. Det mener institutlederen, der har indstillet hende til at blive æresalumne på Københavns Universitet.
Titlen som æresalumne på KU er, ja, ærefuld, og den er også eksklusiv, blandt andet fordi universitetets ret unge alumneforening kun har udnævnt 14 i alt.
Lørdag den 27. oktober fejrer Alumneforeningen på KU, Kubulus, udnævnelsen af Corinna Cortes. Det foregår ved universitetets første ‘Alumnernes dag’, et dagslangt arrangement med et væld af forskningsoplæg og en bedre middag for enden.
Det kræver en del at blive æresalumne:
Man skal have ydet en enestående indsats inden for sit felt; have bidraget på exceptionel vis til det nationale eller internationale samfund; have internationalt format. Og så skal man i sit virke have vist særligt engagement og loyalitet over for Københavns Universitet og medvirket – på usædvanlig vis – til dets udvikling.
Corinna Cortes, som er cand.scient. i matematik og fysik fra KU, har siden 2003 været Head of Research hos Google Research i USA. Siden 2011 har hun også været adjungeret professor ved Datalogisk Institut på KU.
Ifølge hendes indstiller, institutleder ved Datalogisk Institut professor Martin Zachariasen har Corinna Cortes som frontfigur i Googles forskningsafdeling er været med til at »ændre den måde, hvorpå vi verden over dagligt oplever og anvender søgemaskiner. Hendes forskning har forandret internettet – og vil blive ved med at gøre det.«
LÆS OGSÅ: Universitypost.dk (Universitetsavisens engelsksprogede medie) har bragt et længere interview med Corinna Cortes, som taler om big data, hvad det er, og hvordan vi kan udnytte det.
uni-avis@adm.ku.dk