Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
KU-professor Katherine Richardson, kvinden bag 'materialecology' og manden bag internetfilmen ’Zeitgeist’ er med, når den bedste idé til at redde verden fejres med fest på skolen, hvor selv de grimme er lækrere end dig
Elbiler er dødsens farlige. Forestil dig som cyklist at blive snigløbet af sådan en lydløst listende satan i et højresving. Heldigvis har vi kreative folk til at tage sig af den slags.
Lørdag den 26. september vil innovative studerende præsentere forskellige forslag til lyde til elbilerne. Universitetsavisen foreslår skræppende fugle, jungletrommer eller måske den knagende lyd af voksende koraller som passende lydspor.
Eksperimenterne kan opleves på Arkitektskolen på Holmen, hvor Kulturministeriet Klimapris skal uddeles af tre dommere, heriblandt Københavns Universitets klimaprofil, professor i marin økologi Katherine Richardson.
Dommerkomiteen består desuden af filminstruktør Søren Fauli og direktør for Katvig, Vigga Svensson. Prisen i konkurrencen COP Kreativ 2009 uddeles kl. 20.00 til »den bedst idé til at redde verden«, og deltagerne er studerende fra 12 forskellige kreative skoler inden for design, arkitektur, musik, kunst og skuespil.
Udover elbilsoundtracket vil aftenen også byde på en tidsmaskine fra Danmarks Designskole og et tidligt morgenoplæg kl. 10.30 med Neri Oxman, arkitekten bag initiativet ’materialecology’, som fletter design og natur sammen, og som er virkelig svært at forstå. Men vist ret sejt.
Manden bag kultfilmen ’Zeitgeist’, Jacque Fresco giver også et foredrag kl. 14 om The Venus Project, som handler om at bygge et helt nyt samfund op ud fra menneskelige og miljømæssige hensyn.
Om aftenen eksploderer det hele i fest med, hvad der må være Danmarks lækreste samling studerende, og koncert med Je M’apelle Mads, Non+ og The Wong Boys.
Se det fulde program på www.copkreativ.dk
ser@adm.ku.dk