Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Dekan: Ingen er ansat endnu på Novo-center

NOVO - Efter en del polemik i medierne, slår dekan Ulla Wewer på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet fast i et brev til sine medarbejdere, at ingen er ansat på nyt Novo-center

Det er fortsat Københavns Universitet (KU)’s hensigt at oprette et nyt professorat til forskningsleder og professor Oluf Borbye Pedersen, som allerede er deltidsansat ved KU. Ulla Wewer ønsker også stadig, at Borbye Pedersens forskningsgruppe, der tæller ‘cirka seks fastansatte og cirka ni ph.d.’er og postdoc’er’, bliver ansat på KU.

»Jeg er ved at finde ud af, hvordan dette bedst kan lade sig gøre,« skriver dekan Ulla Wewer i brevet til de ansatte på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Donationer giver magt i forskeransættelser

Det er ikke unormalt, at en bevillingsgiver sammen med en donation til KU kommer med et ønske om, hvem der skal ansættes til at forske for pengene, og KU har også muligheder for at ansætte forskere uden opslag i den slags tilfælde.

Hvis en ekstern bevillingsgiver har stillet midler til rådighed for ansættelse af en person, som bevillingsgiveren har udpeget, kan rektor ansætte denne uden opslag, men efter en positiv faglig bedømmelse, jf. § 4, stk. 3. (Ansættelsesbekendtgørelsen § 9).

Men den planlagte ansættelse af en hel forskergruppe har givet anledning til en del debat om KU som arbejdsplads og om forholdet mellem Novo Nordisk Fonden og KU.

Spørgsmålet blev rejst i Information: Forsøger Novo Nordisk slet og ret at købe sig ind på KU?

Dekan Ulla Wewer forsvarede i første omgang ansættelsen af Borbye Pedersens medarbejdere en bloc, som hun betegnede som en ‘virksomhedsoverførsel’. Flere politikere blev herefter interesserede i sagen. Enhedslistens Per Clausen betegnede slet og ret den påtænkte overførsel som ulovlig, og to partiers forskningsordførere, Kirsten Brosbøl (S) og Hanne Agersnap (SF), har bedt videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen om en nærmere redegørelse.

KU ønsker ro

KU’s ledelse har tidligere orienteret om de planlagte ansættelser i en pressemeddelelse, der mindre detaljeret sagde nogenlunde det samme som dekanens brev, men dekan Ulla Wewer har altså fundet det fornuftigt også at henvende sig direkte til sine ansatte om sagen.

Ulla Wewer slår fast, at Novo-centret har fuld forsknings- og metodefrihed. »Desuden er det KU – og IKKE Novo Nordisk Fonden eller Novo Nordisk A/S – der ejer de immaterielle rettigheder (IPR),« skriver hun.

Både KU’s ledelse og dekanens brev markerer, at KU ønsker ro om ansættelserne på det nye center. Men ingen har hidtil redegjort for, hvordan ansættelserne skal strikkes sammen, hvis de skal være i overensstemmelse med ansættelsesbekendtgørelsen. Den opgave ligger lige nu hos dekanen.

Seneste