Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Dekan Kirsten Refsing kalder kritik af budgetmodel præmatur

SPROGSTRID - Ifølge flere kritikere er ledelsens forslag til en ny budgetmodel en stor trussel mod specielt sprogfagene på det Humanistiske Fakultet. Den kritik afviser dekan Kirsten Refsing.

Kritikken på Humaniora raser endnu en gang – denne gang over et forslag til en ny budgetmodel, der meget i mod dekanens vilje er blevet lækket. Det var nemlig ikke meningen, at offentligheden allerede nu skulle høre om modellen, da den først skal gennem en længere høringsproces rundt om på fakultetet. Til Information siger hun:

»Det er præmaturt ud over alle grænser at gå i pressen med et udkast, der langt fra er færdigt. Det blev fremlagt i institutlederkredsen i tirsdags, så skal det behandles i samarbejdsudvalget, så skal den op i Akademisk Råd – og så vil det blive fremlagt alle disse steder igen med de rettelser, der måtte være kommet med, inden modellen bliver endeligt besluttet en gang i oktober.«

LÆS: Protest fra Peter Harder m.fl.

Flere eksterne midler er vejen frem

Over for Berlingske Tidende afviser Kirsten Refsing også, at forslaget er endeligt, og hun lægger vægt på, at fakultetet står foran store udfordringer for at kunne sikre sin økonomi: »Nu bliver opgaven at finde ud af, hvordan frafaldet kan blive mindre,« siger hun.

Kirsten Refsing mener desuden, at alle fag skal have gang i ansøgningerne, da det er de eksterne forskningsmidler, der skal redde den synkende skude.

Og det er blandt andet på grund af den nuværende tildelingsmodel fra statens side, at det er nødvendigt at ændre budgetmodellen for fakultetet, for den nuværende model »egner sig bedre til opgangstider end til nedgangstider,« som hun udtrykker det i Information.

Ingen yderligere kommentarer!

Mere skal vi dog ikke regne med at få ud af dekanen i denne omgang. Til Information siger hun: »… jeg vil ikke kommentere nærmere, før alle er blevet hørt, og den endelige model er færdig.«.

pmd@stud.ku.dk

Seneste