Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Dekan Ulla Wevers svar til de tandlægestuderende

REPLIK - Dekan Ulla Wever imødekommer de tandlægestuderendes kritik af nedskæringerne med dette åbne brev, som kommer forud for et dialogmøde fredag eftermiddag.

Til de tandlægestuderende på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet v. Kristina Laursen, Kasper Melchior Vinter og Xenia Buus Clausen

Kære Alle

Tak for jeres åbne brev til mig. Jeg vil starte med at sige, at jeg har forståelse for, at I og jeres medstuderende sætter fokus på, om de varslede budgettilpasninger på Odontologisk Institut (OI) vil forringe tandlægeuddannelsen.

LÆS: De studerendes åbne brev til dekanen.

Derfor vil jeg til en start pointere, at tilpasningerne i budgettet gælder for hele OI. Det betyder, at der ikke nødvendigvis vil ske forringelser på tandlægeuddannelsen. Tværtimod investerer vi i samarbejde med studieleder, studienævn og institutledelse bl.a. i en gennemgribende revision af 1. og 2. semester for at fjerne de høje dumpeprocenter, mindske frafaldet og øge motivationen og glæden ved at læse til tandlæge.

Det glæder mig også at konstatere, at I i jeres brev vægter forskningen og dens rolle for undervisningen højt.

Jeg synes dog, at det hører med til diskussionen, at budgettilpasningerne ikke skal ses som et krav om, at tandlægeuddannelsen skal kunne betale sig selv. Vi anerkender i dekanatet, at der er særlige omstændigheder og merudgifter ifm. uddannelse af tandlæger. Men forskellen mellem indtægter og udgifter på OI var blevet for stor. Tandlægeudannelsen vil således stadig koste mere, end vi får i STÅ-indtægter.

Jeg mener, at konklusioner om, hvordan de enkelte områder på Odontologi bliver berørt, må vente. Dels kender vi endnu ikke OI’s forslag til de enkelte punkter i tilpasningsplanen, dels har planerne ikke været behandlet i samarbejdsudvalgene.

Det skal dog ikke bremse debatten om OIs fremtid. Derfor er jeg glad for, at vi i morgen fredag d. 12. november, kan invitere alle interesserede studerende til dialogmøde. Det foregår i Dam fra kl. 13.30 til 14.15 i pausen mellem 2. og 3. bælte. Her vil instituleder Lone Schou og prodekan for uddannelser Hans Henrik Saxild informere om, hvordan uddannelserne på SUND finansieres, og hvilke tanker OI gør sig om tilpasningerne. Vi håber, at der kommer rigtig mange studerende.

Jeg ser frem til en fortsat konstruktiv dialog om det, det hele drejer sig om – gode uddannelser og god forskning også i fremtiden.

På dekanatets vegne
Med venlig hilsen,

Ulla Wever
Dekan

Seneste