Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
AKTIVISME - Forskning og uddannelse decimeres i finanslovsudspillet for 2016. Giver det dig lyst til at protestere? Så er du ikke den eneste. Næste uge byder på ét stormøde og to demonstrationer.
Nedskæringshistorierne hober sig op på Uniavisens redaktion oven på regeringens finanslovsudspil.
Der er ansættelsesstop overalt på KU; Dyrehospitalerne er i fare; Det Frie Forskningsråd mister en tredjedel af bevillingen; nye studerende risikerer at skulle bløde 1.646 kroner om måneden, hvis de pendler fra Odense. Og så videre.
Også ugens læserindlæg handler om de varslede nedskæringer på forsknings- og uddannelsesområdet. I slipstrømmen på Fremdriftsreform og dimensionering har regeringen genindført den såkaldte ‘grønthøster’, der tvinger landets uddannelsesinstitutioner til at spare 8,7 milliarder over de næste fire år – og i Finanslovsudspillet ryger der også 1,4 milliarder fra forskningen.
Det er mange dårlige nyheder på én gang. Nogen får lyst til at gemme hovedet i et græskar. Andre kridter skoene og går på gaden med deres protester. Hører man til sidstnævnte gruppe, er der flere arrangementer i uge 44. Her er et udpluk:
De studerende på Tandlægeskolen kalder til demonstration tirsdag 27. oktober kl. 14.15 på Rådhuspladsen.
Tandlægerne peger på, at finansloven er fuld af huller. I deres optakt står:
»Claus Hjorth Frederiksen. Dit ansigt vil pryde nogle store boards på Rådhuspladsen til vores demonstration. Vi vil gøre vores bedste for at bore dine huller ud og reparere skaderne. Men vi arbejder med bind for øjnene, så det kan godt blive svært at ramme rigtigt. Vi undskylder på forhånd!«
Samme dag kalder HUMrådet til stormøde under parolen ‘Stop milliardnedskæringer på uddannelse. Hæv kvaliteten. Invester i fremtiden’. Det er tirsdag den 27. oktober kl. 17.15.
Læs mere om stormødet på HUMrådets facebookside.
Torsdag den 29. oktober kl. 16 er der fælles protestdemonstration mod milliardnedskæringerne.
Det er Danske Studerendes Fællesråd, der er gået sammen med mere end 20 andre interesseorganisationer og har dannet initiativet ‘Uddannelsesalliancen’ for at sige fra over for uddannelsesnedskæringerne med en stor demonstration på Christiansborgs Slotsplads d. 29. oktober.
Studenterrådet arrangerer fælles afgang fra Studenterhuset klokken 15.00.
Fælles for initiativtagerne bag Uddannelsesalliancen er, at de frygter for de langsigtede konsekvenser af besparelserne:
»Vi ved, at virkeligheden ude på landets uddannelsesinstitutioner ikke stemmer overens med det billede, politikerne prøver at tegne. Elever og studerende er hverken dovne eller dumme og vores uddannelsesinstitutioner er langt fra ‘kornfede’,« siger Yasmin Davali, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd og talsperson for Uddannelsesalliancen.
Læs mere om uddannelsesalliancen på facebook.
Er der noget, vi har misset? Bidrag i kommentarsporet herunder.
uni-avis@adm.ku.dk