Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
UNIVALG15 - Administrationschef på NBI Anne Nordentoft svarer kritikere, der mener, at hun ikke kan stille op til KU's bestyrelse, fordi hun har ledelsesansvar.
På valgmødet på Bispetorvet onsdag den 11. november præsenterede Joan Sonne Lykkeaa, Signe Møller Johansen og jeg selv os som kandidater til bestyrelsen. Bagefter var der en livlig debat mellem os og de fremmødte.
Jeg kan konstatere, at vi tre kandidater er enige om meget og uenige om noget. Den store overraskelse for mig var, at der i salen var nogle meget kraftige meninger om rigtige og forkerte måder at være TAP-repræsentant i bestyrelsen.
Det overraskede mig, at der er nogle, der mener, at der er forskel på såkaldt normale TAP og AC-TAP, og at de åbenbart ikke kan repræsentere hinanden.
Det overraskede mig, at nogle mener, at fordi jeg har ledelsesansvar, kan jeg ikke have rettigheder i medarbejderdemokratiet. “Det må være en fejl”, at jeg stiller op, fordi ”ledere og medarbejdere på KU kæmper mod hinanden”.
Hvis du vil have en TAP-repræsentant, der sætter enkeltgruppers interesser over KU’s udvikling, skal du ikke stemme på mig.
Det overraskede mig især, at nogle mener, at TAP-repræsentanten i bestyrelsen ikke skal arbejde for, at KU bliver et stærkere universitet, men alene skal varetage TAP’ernes interesser og kæmpe mod VIP’erne.
Jeg mener, at både VIP og TAP har samme langsigtede mål: Forskning, undervisning og formidling af høj kvalitet. Jeg mener, at medarbejdere og ledere arbejder sammen på KU. Jeg mener, at alle på universitetet arbejder for samme formål uanset titel og fagforening. Hvis jeg bliver valgt til bestyrelsen, vil disse holdninger styre mit arbejde.
Derfor er dette indlæg en disclaimer. Hvis du vil have en TAP-repræsentant, der sætter enkeltgruppers interesser over KU’s udvikling, skal du ikke stemme på mig.
TAP-repræsentanten skal bruge sin indsigt i tekniske og administrative opgaver og arbejdsgange til at sikre, at bestyrelsen træffer gode beslutninger. Både tekniske og administrative TAP’er skal have fair arbejdsvilkår og være glade for vores arbejde. Det skal vi, fordi så understøtter vi bedst muligt forskere, undervisere og studerende, og det er derfor vi er her.
Topledelsen og resten af bestyrelsen kender ikke maskinrummet på KU, som vi gør. Derfor er der brug for en TAP-repræsentant i bestyrelsen.
Alle de mange tekniske og administrative TAP’er, jeg kender, har en faglig stolthed, som er fuldt ud berettiget. Alle knokler for at gøre KU til en velfungerende organisation, og jeg er lykkelig for mine søde og dygtige TAP-kolleger over hele KU. Vi gør hinanden gode, og vi gør forskere, undervisere og studerende gode.
uni-avis@adm.ku.dk