Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Udland

Der er ledige studiepladser i New York og Tokyo

UDVEKSLING – Fik du afslag på din ansøgning om et oversøisk udlandsophold i studieåret 2015/16? Så er der godt nyt. KU har offentliggjort listen over restpladser, og der er stadig ledige studiepladser i lande som Australien, Japan og USA.

Fristen var i oktober, og i december fik de heldige besked. Men studerende på Københavns Universitet, der ikke fik opfyldt ønsket om en oversøisk udvekslingsplads i første omgang, kan nå det endnu. Uddannelsesservice har offentliggjort listen over restpladser, der kan søges frem til 4. februar 2015.

Tag til New York

Sidste studieår var University of California de KU-studerendes mest eftertragtede udvekslingsdestination. Der er ingen restpladser på solskinsuniversitetet, men til gengæld har 10 andre amerikanske universiteter stadig ledige pladser.

Et af dem er Barnard College i New York. Her kan én studerende, der lever op til den gamle pigeskoles krav om at være hunkøn, bachelorstuderende og max 25 år gammel, endnu nå at få plads på det historiske universitet på Upper Manhattan.

New Yorker-universiteterne NYU og Barnard College plejer ellers at være blandt de mest eftertragtede. Sidste år var der 70 ansøgere til de to universiteters 14 pladser.

Drejes kikkerten fra vest mod øst, er udvalget endnu mere vidtrækkende. Der er ledige pladser på universiteter i Hong Kong, Japan, Singapore, Kina, Korea, Taiwan og Thailand. Hele otte forskellige japanske universiteter har ledige studiepladser.

Fransk, spansk og portugesisk

Studerende med særligt gode sprogører kan søge mod Université du Québec à Montréal. Mestrer du kunsten at vende samtlige accent aigu’er og accent grave’r i universitetsnavnet den rigtige vej, er du godt på vej mod at leve op til universitetets adgangskrav. Det canadiske universitetet kræver nemlig fransk på universitetsniveau af de fire studerende, der endnu kan nå at blive optaget.

Portugesisk- og spanskkyndige kan også stadig søge mod Brasilien og Mexico.

Frister intet af ovenstående, er de europæiske universiteter endnu ikke kommet i udbud. De hører under Erasmus-programmet, som har ansøgningsfrist omkring starten af marts.

Se den fulde liste over restpladser her (kræver KUnet login). Der er ansøgningsfrist for restpladser til oversøiske udlandsophold onsdag den 4/2 kl 23.59. Ansøgningsproceduren er den samme som i den ordinære ansøgningsrunde, dvs. du søger via KUnet og skal vedlægge motiveret studieplan og karakterudskrift.

sofie.hansen@adm.ku.dk

Seneste