Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Derfor fejler Absalon - ifølge studerende og it-boss

EDB – Studerende er trætte af it-systemet Absalon og finder på kreative løsninger for at undgå at bruge det. KU's it-vicedirektør nikker genkendende til kritikken. Fra et brugerperspektiv fungerer Absalon langt fra gnidningsfrit.

»Stod det til mig, ville jeg trække stikket ud på det og få et helt andet system. For Absalon fejler bare fra alle sider.« Sådan lyder dommen over it-systemet Absalon fra Kommunikation og It-studerende Jonas Lomholdt.

Læs også: Universitetets IT skal op på gymnasieniveau.

Københavns Universitet har benyttet Absalon som ‘webbaseret læringsmiljø’ siden 2007. It-systemet er udviklet af det norske softwarefirma IT’s Learning, og ‘Absalon’ er systemets lokale navn, som blev valgt på baggrund af en konkurrence for studerende og ansatte på KU.

Uddannelses-it står for kontakten mellem it-systemer og brugere på KU. Uddannelses-it er også systemejere af Absalon, hvilket betyder, at de står for it-systemets daglige drift. Om baggrunden for at vælge det norske it-system fortæller Asbjørn Jessen, leder af Uddannelses-it:

»Det er egentlig meget simpelt. Når man skal købe et nyt system, der vurderes at koste over 1,5 millioner kroner, er det et lovmæssigt krav, at det skal i EU-udbud. På KU blev der nedsat en styregruppe, som stillede en række krav til, hvad systemet skulle kunne, og det norske system vandt udbuddet på den baggrund.«

Mail-systemer, der ikke spiller sammen

Et velkendt problem, som ofte dukker op som overskrift i it-afdelingens indbakker, er, at universitetets flere mailsystemer ikke spiller sammen. Mens specifik kursusinformation oftest sendes ud via Absalon-mail, er KU-mail (alumnemail) den officielle kanal, som universitetets budskaber formidles igennem.

»Så sent som i går diskuterede vi faktisk, hvad vi kan gøre for, at de studerende får mulighed for at vælge en foretrukken kanal – det kunne man godt bygge op på en eller anden måde. Men det strider lidt imod, at der i princippet er nogle officielle kanaler, de studerende skal benytte sig af,« siger Klaus Kvorning Hansen, vicedirektør for Koncern-it, som er KU’s fælles it-afdeling, der blandt andet er med til at udvikle universitetets it-strategi.

Studerende: Absalon er gammeldags

I mellemtiden har de studerende fundet ud af at omgå Absalon.

Jonas Lomholdt har med digital spidsfindighed omdirigeret al information, der postes på Absalon, så det i stedet havner i en Facebook-gruppe. På den måde er han og hans studiekammerater fri for at bruge it-systemet. Han mener, at Facebook er et langt bedre kommunikativt værktøj, der for eksempel er med til at gøre gruppearbejde nemmere.

»Man kan oprette en gruppe til et fag, og så kan alle hoppe ind i den gruppe, og vi kan lægge ting, som er relevant for os alle sammen, derind,« forklarer han.

Men har Absalon ikke også den funktion?
»Absalon har en klassisk forum-funktionalitet, men jeg synes, det er lidt gammeldags. En hel anden ting er, at Facebook er et system, alle bruger, så det er supernemt for folk bare at bruge Facebook endnu mere,« siger Jonas Lomholdt.

Han er overbevist om, at de studerende ville bruge mindre Facebook og mere Absalon, hvis sidstnævnte var mere struktureret og lettere tilgængeligt.

It-chef lover bedre brugervejledning

Jonas Lomholdt har flere gange oplevet, at eksterne undervisere ikke aner, hvordan Absalon fungerer. Det volder problemer, når gruppebesvarelser og andre opgaver skal afleveres elektronisk.

»Der er ingen af os studerende, der ved, hvordan en Absalon-administrator- eller undervisningprofil ser ud. Vi ved ikke, hvordan vi skal gøre det, for vi kan ikke tilgå de funktioner,« siger han.

I disse tilfælde må studerende og undervisere ty til omstændelige ‘lappeløsninger’. Det kan for eksempel involvere filer, der skal omformateres flere gange, før de kan uploades, for derefter igen at skulle omformateres af underviseren, inden han kan læse dem.

It-vicedirektøren er enig i, at både studerende og undervisere kunne have fordel af bedre instruktion i Absalon.

»Jeg tror det gælder generelt, at der mangler træning eller uddannelse,« siger Klaus Kvorning Hansen. »Fra Koncern-it’s side vil vi gerne igangsætte aktiviteter, der kan lette presset på Service-desk, for eksempel bedre brugervejledninger og instruktionsvideoer online, så brugerne får flere muligheder for at træne sig selv.«

sofie.hansen@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Seneste