Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Derfor skal du stemme til KU-valget

Univalg 2022 — På Københavns Universitet er valget måske ikke krydret med tv-debatter og kulørte avisforsider, men når du stemmer til KU-valget, har det også stor betydning. Det er nemlig sådan, du kan være med til at forme dit universitet.

For tre uger siden gik danskerne i stemmeboksen for at stemme til folketingsvalget. Men folketingsvalget er ikke det eneste valg i efteråret 2022.

På Københavns Universitet har vi nemlig skudt KU-valget i gang d. 21. november kl. 10. Her kan du stemme på de studerende, som er på valg til bestyrelsen, studienævn, akademiske råd og ph.d.-udvalget.

Hvorfor er det vigtigt at stemme?

Du er måske allerede blæst bagover efter fire ugers valgkamp til folketingsvalget – og en valgaften som fik mange til at sidde på kanten af sofaen.

På Københavns Universitet er valget måske ikke krydret med tv-debatter og kulørte avisforsider, men når du stemmer til KU-valget, har det også stor betydning. Det er nemlig sådan, du kan være med til at forme Københavns Universitet.

Helt simpelt kan det faktisk koges ned til to skarpe pointer:

  1. Hvis du har en mening, så brug din stemme.
  2. Hvis du selv vil sidde med ved beslutningsbordet, så stil op til valget næste år.

Læs om de opstillede kandidater her.

Hvordan stemmer du til valget?

Så tænker du måske: ”Skal jeg igen i stemmeboksen, stege valgflæsk og tænde for fjernsynet kl. 20 for at få den første exitpoll?”.

Til det bliver svaret nej.

Når du skal stemme til KU-valget, foregår det elektronisk fra d. 21. november kl. 10 til d. 25. november kl. 12. Valgresultatet bliver offentliggjort d. 30. november kl. 12:15.

Du får din stemmeseddel via et link, som du modtager i din KU-mail d. 21. november om formiddagen. I hele valgugen kan du også stemme ved at klikke på valg-banneret, som ligger på forsiden af KUnet.

Jeg vil derfor gerne stå på mål for, at det faktisk ikke bliver nemmere. Intet valgkort. Ingen gåtur til stemmehallen.

LÆS OGSÅ: Uniavisens interview med spidskandidaterne til bestyrelsen 

Og når vi nu har fået styr på det praktiske, er der vist kun én ting tilbage at sige:

Godt valg!

Seneste