Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Det koster en forårsfestival på KU

ØKONOMI - Samtlige studerende og ansatte på Københavns Universitet er fredag den 8. maj inviteret til 12 timers fest med musik fra tre scener. Men hvor meget koster det egentlig?

Når Forårsfestivalen inviterer studerende og ansatte ved Københavns Universitet til fest på fredag den 8. maj, hvor eneste adgangskrav er et KU-kort, er det ikke en gratis omgang. Store musiknavne, store telte, store mængder toiletter. Det koster.

Ifølge Theis Eizo Bedsted, der er presseansvarlig på årets festival, bliver arrangørerne og Københavns Universitet efter lidt tovtrækkeri enige om et beløb, som KU skyder i festivalen. I år landede det beløb i omegnen af 1,5 millioner kroner. Derudover finansieres festivalen af sponsorater – i år er der en enkelt sponsor, nemlig Carlsberg. Det samlede budget løber ifølge Theis Eizo Bedsted op omkring 1,9 millioner kroner.

Forårsfestivalen arrangeres i et samarbejde mellem Studenterrådet, Studenterhuset og Campus Service, og derfor skal pengene deles mellem de tre.

Over hundrede toiletter skal der til

I år har Studenterrådet fået 220.000 kroner til at løse sine opgaver, der er kommunikation, dagsprogram og oppyntning, mens Studenterhuset i år bruger 615.000 på musik, scener, lyd og lys, øl- og madsalg samt frivillige.

Campus Service, som står for at bygge festivalen op med telte, rengøring, vagter og andet i den dur, tager den største del af budgettet nemlig 1.065.000 kroner. De går for eksempel til at sætte 102 festivaltoiletter og 30 -pissoirer op, så de forventede 16.000 festivalgæster også kan forrette deres nødtørft.

Hvad de enkelte musikere, der optræder ved festivalen, koster, offentliggøres ikke, men Theis Eizo Bedsted glæder sig over, at arrangørerne i år har været tidligt ude med bookingen – det har nemlig betydet, at man har kunnet tiltrække større navne end sidste år.

I år spiller blandt andre Stine Bramsen, Love Shop, When Saints Go Machine samt Ukendt Kunstner og Sivas.

Arrangørerne regner med, at salget af mad og øl hverken vil generere et over- eller underskud. Ender festivalen mod forventning med at give overskud, bliver det overskud overført til næste års festival.

Ved Forårsfestival 2015 er Carlsberg den eneste sponsor. Det betyder, at Carlsberg leverer øllen til festivalen – og dermed får en masse reklame. Carlsberg er også en del af festivalen i form af, at de står for bordfodboldturneringen, hvor de også sponsorerer den eftertragtede præmie: to billetter til Roskilde Festival.

(Artiklen er rettet tirsdag den 5. maj kl. 19.50)
lene.munk-petersen@adm.ku.dk

Seneste