Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Det smukke, tomme bibliotek

Snapshot — Midt i København, bag høje murstensfacader og låste døre ligger et prægtigt rum, som ikke bliver brugt til noget . Men et sted i et notat gemmer sig en fantastisk idé, der kan yde KU's flotteste lokale retfærdighed – og åbne det for offentligheden.

Et af landets smukkeste lokaler står lige nu ubrugt hen.

Universitetsbiblioteket i Fiolstræde blev indviet i 1861. Arkitekten bag, Johan Daniel Herholdt, havde vundet danmarkshistoriens første arkitektkonkurrence om et offentligt byggeri med et modigt forslag. I dag kimser ingen af et rådhus, en skole eller et bibliotek i røde mursten, men dengang havde murstensfacader været bandlyst i flere hundrede år – kun pudsede facader, tak.

Herholdts gotisk inspirerede murstenskatedral dannede skole, og dens indre vakte også opsigt med sine fritstående støbejernskonstruktioner. I 1930’erne flyttede den medicinske og naturvidenskabelige litteratur til Nørre Allé, hvorefter bygningen primært husede den humanistiske samling og senere også blev bibliotek for samfundsvidenskaberne.

Efter en gennemgribende renovering i 1996 genopstod Fiolbiblioteket som læsesal. Men med byggeriet af Den Sorte Diamant, KU’s udbygning af Søndre Campus og flytningen af de samfundsfaglige uddannelser til Kommunehospitalet, mistede biblioteket sin funktion.

Et muligt museum?

Til sidst blev det smukke rum brugt som forskerlæsesal til studerende, der var ved at færdiggøre deres speciale. Det er slut nu. Mens resten af bygningen huser KU Studentercenter, Vejledning og Optagelse samt International Uddannelse & SU, er salen »mere eller mindre lukket for brug« ifølge universitetshistorie.ku.dk.

Der findes ikke mange rum som KU’s gamle bibliotekssal. Jo, der er et i Dublin, i universitetsbiblioteket på Trinity College, som rummer et museum med Book of Kells og har cirka 1 million betalende gæster om året. Og i et sagsnotat til KU’s bestyrelse fra 31. maj i år – Ideer til strategi 2023-projekter – står en lille idé mellem flere andre, der skal brande »et samlet KU«: »Etablering af et nyt, moderne universitetsmuseum i Fiolbiblioteket«.

KU ønsker ikke at kommentere ideen eller notatet – men fortsættelse følger forhåbentlig.

Kilde: universitetshistorie.ku.dk. Læs mere om Fiolbibliotekets historie her.

Seneste