Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
PENGEREGN - Når pengekassen bugner, og bestyrelsen er i julehumør, tager det ikke lang tid at afsætte penge til et værdigt formål.
Normalt må de studentervalgte repræsentanter i bestyrelsen slås for den mindste økonomiske luns til undervisning og studiemiljø, men når Københavns Universitets opsparing, egenkapitalen, bugner, og resten af bestyrelsen er i julehumør, sidder pengene åbenbart mere løst end normalt.
På bestyrelsesmødet den 4. december tog det i hvert fald ikke meget mere end fem minutter at finde ekstra fem millioner kroner til studiemiljøet.
Det var en bemærkning fra det eksternt udpegede bestyrelsesmedlem Peter Gæmelke under behandlingen af budgettet for 2013, der udløste den uventede pengeregn.
Bestyrelsesformanden var ellers ved at runde af og gå videre til næste punkt på dagsordenen, da Gæmelke bemærkede, at det er ‘lidt fattigt’, at der ikke rigtig står noget om forbedring af studiemiljøet i det nye budget.
»Når jeg snakker med studerende, er meldingen, at der er en del ting, der kunne gøres bedre,« sagde Gæmelke.
Rektor Ralf Hemmingsen svarer, at der er afsat 5,8 millioner kroner til at videreførelse af en række udvalgte projekter i uddannelsessatsningen ‘Den Gode Uddannelse’, og fem millioner kroner til at udvikle pædagogik og didaktik på KU.
»Men hvis der er opbakning til det i bestyrelsen, kan vi godt finde nogle flere midler,« sagde rektor og foreslog en pulje på yderligere fem millioner kroner som en mulighed.
Det ville dog ikke være fagligt velfunderet, hvis bestyrelsen gav sig i kast med at beslutte præcist, hvad de ekstra studiemiljøpenge eventuelt skal bruges til, mente rektor, så han foreslår, at det var noget man skulle snakke med Studenterrådet om.
Det studentervalgte bestyrelsesmedlem Mattias Friis Jørgensens strittende pegefinger fanger herefter formandens opmærksomhed, så Nils Strandberg Pedersen spørger ham spøgefuldt til de fem millioner: »det er du vel imod?«
Det afviser Mattias Friis Jørgensen bestemt og ryster på hovedet.
»Jamen, så er det jo vedtaget?« siger formand Nils Strandberg Pedersen og kigger rundt, og forsamlingen nikker.
Mattias Friis Jørgensen forklarer, at han blev noget overrasket over, hvordan situationen udspillede sig, og at det gik så hurtigt og smertefrit at få bevillingen igennem.
Men det betyder ikke, at det var en forhastet beslutning, og at der ikke er god brug for pengene.
»Fem millioner kroner er altså ikke mange penge, når man tænker på, at KU’s omsætning er på over otte milliarder kroner, og studiemiljøet halter mange steder, så vi kan sagtens bruge pengene,« siger han og fortsætter.
»Studenterrådet snakker også i det daglige med ledelsen om problemerne i studiemiljøet, og studiemiljøet er nævnt som et vigtigt område i strategi 2016, så selvom det gik stærkt, er det en god og nødvendig prioritering. Det er glædeligt, men ikke overraskende, at ønsket om et bedre studiemiljø er bredt forankret i bestyrelsen.« siger Mattias Friis Jørgensen.
chz@adm.ku.dk
clba@adm.ku.dk