Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Ditlev Tamm - Ekspert eller kommentator?

EKSPERTROLLEN – Hvornår optræder forskere som eksperter, og hvornår er de bare almindelige kommentatorer? Grænserne er flydende og kan være svære at håndtere for selv de mest medievante forskere. Vi spørger en stribe ofte citerede KU-eksperter, hvornår de vælger at tale eller tie.

Du optræder ofte i medierne som ekspert. Hvorfor tror du selv, at du er så efterspurgt?

»Fordi jeg giver præcise og undertiden kontroversielle svar og ikke er bange for at sige min mening.«

Hvilken sag i de seneste år har du ofret mest tid på i medierne?

»Besættelsestiden, Rigsarkivets flytning og nu udflytningen af Det juridiske Fakultet.«

LÆS: Det handler Marlene Wind-sagen om

Mener du, at det er i orden, at en forsker som Marlene Wind betegner sagen om grænsekontrol som ‘valgflæsk’ og beskylder regeringen for at være “uprofessionel” og for at “appellere til den laveste fællesnævner” og “den indre svinehund”.?

»Jeg mener, at Marlene i princippet har ret, men at hun overser, at sådan er politik, og det kan virke naivt. Dog finder jeg udtrykkene “laveste fællesnævner” og “indre svinehund” upassende fra en sagkyndig.«

Hvad mener du om den kritik, som ledende politikere som Pia Kjærsgaard, Morten Messerschmidt og Søren Pind har rettet mod Marlene Wind?

»Hvis man som forsker går bramfrit ind i en diskussion, må man finde sig i, at der bliver svaret igen.«

Føler du som forsker, at det er blevet vanskeligere at agere i pressen?

»Jeg synes ikke, at det er blevet vanskeligere at agere i pressen, derimod synes jeg, at en del forskere udtaler sig som “eksperter” om ting, de ikke har særlig forstand på eller – værre – virker som om de ikke har forstand på.«

Føler du et større pres for at sige ja til at optræde i medierne?

»Nej.«

Hvor går din grænse for, hvad du vil udtale dig om som ekspert?

»Min ekspertise.«

Har du yderligere kommentarer til Marlene Wind-sagen specielt eller ekspertrollen generelt?

»Nej.«

rjb@adm.ku.dk

Seneste