Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
JURA - I Studiestræde klaprer stiletterne i takt med kancellisproget, og proces er noget man spiller. Universitetsavisen hjælper dig med at falde ind i mængden af de ambitiøse studerende på Jura.
Uanset om du er på Det Juridiske Fakultet i fagligt øjemed eller blot for at kigge på slinky jurastudiner, bør du gøre dig dine forberedelser for ikke at falde igennem.
Du er kommet til stedet, hvor Tamilsagen er en ice-breaker, og hvor du kan flashe dit cv uden at fremstå selvfed.
Så hvorfor ikke udnytte det?
Start med at købe din kaloriefattige frokost i kantinen og kig henslængt (men interesseret) i dine bøger om Selskabs- og Skatteret. De er for jurafagets tunge drenge, og de gør dig i stand til at tjene ‘the big money’, når du er færdig.
Apropos penge: Fortæl alle, du møder, at du selvfølgelig allerede har taget forskud på glæderne og fået studiejob på et glaskontor ved Langelinie.
For modsat mange andre universitetsstudier, er Jura ikke stedet, hvor du kommer langt med at snylte på læsningen og drikke lunkne discountøl.
Her kan karrieren ikke starte for tidligt, og det er altafgørende hvor. Husk derfor følgende virksomheder: Kromann Reumert, Bech-Bruun og Kammeradvokaten.
Disse advokathuse forgylder deres studerende med gratis iPhone og champagne hver fredag, og det er du naturligvis en del af (siger du).
For ikke at fremstå alt for overfladisk kan du eventuelt fortælle om dit enormt givende ophold hos Retshjælpen, hvor du frivilligt støtter samfundets mindre bemidlede i at kræve deres ret.
Men arbejde er ikke alt, og du bør starte fra bunden med at sætte dig ind i ombudsmandsudtalelser og lovforarbejder.
Du kan med fordel terpe i Karnov, men lær den udenad, for lovsamlingen er så tung at slæbe rundt på.
Ikke alle fag er lige populære. Gå stille med dørene, hvis du synes forvaltningsret er spændende (et job i kommunen står bare ikke ret godt til et Rolex).
De færreste jurastuderende gider desuden bokse med Lars og Helles skilsmisse, så du bør ligeledes holde din hang til familiearveret nede. Ally McBeal snakkede jo heller aldrig om bodeling, vel?
Falder snakken på weekendens udskejelser, har du brugt både lørdag og søndag på processpil. Det er en slags matador bare med retssager.
Melder du dig ind i Juridisk Diskussionsklub (Juras eventudvalg), kan du desuden glæde dig til den weekend i december, hvor du uden at lyve kan fortælle om julefrokosten på NASA.
Er du allerede begyndt at se frem til en festlig aften med Mads Holger og resten af jetsettet, hvorfor så ikke gå linen ud? Sæt håret og træk i ræven – jura er ikke uden grund kendt som det vildeste af alle studier.
Og har du terpet nok, ved du, at pels er helt fint, jf. Lov om Dyrehold. Men paragraffen må du selv finde.
uni-avis@adm.ku.dk