Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Dorte Brix: Vi har ikke gode erfaringer med centralisering

Spidskandidaterne — Laborant Dorte Brix har siddet i bestyrelsen i fire år og tager gerne en periode mere. Hun er nemlig slet ikke færdig med at kæmpe for TAP’ernes trivsel og imod centralisering af administrationen.

»Det er det psykiske arbejdsmiljø på universitetet.«

Dorte Brix svarer prompte på spørgsmålet om, hvad hendes vigtigste sag er.

Trivslen er ikke høj nok, hverken blandt TAP’er, VIP’er eller studerende, siger hun. Det er derfor, hun stiller op som spidskandidat for TAP-listen og gør sig klar til at tage fire år mere i bestyrelsen.

Man når at få så mange timer ind på sin flex, at man har en uges ferie bagefter

Dorte Brix

»Jeg synes, at vi er nødt til at begynde at diskutere, om det bare er et faktum, at man skal være stresset. Både som VIP og i meget høj grad også som TAP. Og som studerende. Det bekymrer mig faktisk meget.«

Heller ikke hun er gået fri af det hårde arbejdspres, som hun kritiserer. Meget sigende har vi haft temmelig svært ved at finde et tidspunkt til dette interview. For Dorte Brix har tre travle uger foran sig.

»Vi starter øvelseskursus på mandag. Og så har jeg tre uger, hvor jeg er fuldstændig besat fra morgen til aften. Man når at få så mange timer ind på sin flex, at man har en uges ferie bagefter. Det er et voldsomt pres, simpelthen.«

Stress er ikke ’bare et vilkår’

Man kommer ikke uden om, at en del af problemet er ledelsen, mener Brix. APV på APV har vist, at trivslen blandt medarbejderne på universitetet er for lav. Alligevel oplever hun ikke, at der for alvor bliver taget hånd om det.

»Vi skal kræve af ledelsen, at den ikke hver gang der har været en negativ APV, bare siger, at ’det er et vilkår i universitetsverdenen’.«

Oplever du, at det er svaret, når APV’erne viser stress?

»Ja, det er jo det, jeg synes, man har svaret hidtil. At det er et vilkår, som vi ikke kan gøre noget ved.«

Så du oplever ikke, at der bliver lyttet til medarbejderne?

»Jo, det tror jeg egentlig, der bliver. Men jeg tror, at ledelsen på mange måder er i lige så stor vildrede, som vi er, om hvad der reelt skal til.«

Vi er nødt til at begynde at diskutere, om det bare er et faktum, at man skal være stresset

Dorte Brix

Hvad tror du, der skal til? Det må du have en idé om, når nu du stiller op for at ændre det?

»Jamen, jeg vil gerne blive ved med at presse på og sige, at vi ikke bare kan acceptere, at trivslen er så dårlig. Vi er nødt til at blive ved med at snakke om det.«

I de fire år, Dorte Brix har siddet i bestyrelsen, mener hun dog, at hun har set en forandring.

»Der er efterhånden ved at blive skabt en forståelse af, at KU ikke kan blive ved med at acceptere røde tal i APV’erne.«

Men det er et langt, sejt træk, som hun ikke er færdig med at drage, forklarer hun.

Centralisering er ikke et svar

Noget, som Dorte Brix ikke mener, vil hjælpe på de røde APV’er, er den kommende reform af administrationen på KU. Her skal der blandt andet spares 300 millioner og dermed formentlig afskediges en stor mængde medarbejdere blandt TAP’erne.

Men det giver ikke mening, når man ser på, hvad problemet var oprindeligt, siger hun.

»Vi lavede jo i bestyrelsen en analyse, som viste, at VIP’erne udførte administrativt arbejde for 6,4 timer om ugen. Det er selvfølgelig ikke meningen – det er jo arbejde, som TAP’erne burde lave og kunne lave bedre.«

Men derfra og så til at spare mere på administrationen er en tankerække, Brix ikke kan følge. Det havde på sin vis været mere oplagt at give TAP’erne mere arbejdstid, så de kunne overtage de 6,4 timers administrative opgaver fra VIP’erne, mener hun.

»Men det er ikke lige det, som ledelsen lægger op til. Så det er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med.«

Hun er sådan set enig i, at KU burde organisere sin administration anderledes. Bare ikke på den måde, som der lægges op til i reformen.

Jeg er meget træt af, at administrationen bliver italesat som dårlig

Dorte Brix

»Jeg er meget træt af, at administrationen bliver italesat som dårlig. Som om de administrative medarbejdere gør noget galt. Det er ledelsen af administrationen, den er gal med i min verden.«

Men det ser hun ikke blive bedre med reformen.

»Det er jeg alvorligt bange for, at det ikke bliver, nej. Jeg tror, det bliver værre, fordi man vil centralisere.«

Det har man forsøgt før – ifølge Brix uden det store held.

»Vi har ikke gode erfaringer med de centraliseringer, der er sket hidtil. HR, bygningsdrift, regnskab, it – det har ikke gjort noget godt for universitetet.«

Husk at stemme i valgperioden fra den 20. til den 24. november 2023.

Seneste