Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Drømmestudiet lå i Holland

UDLANDSSTIPENDIUM 2 - Christine Stubbendorff hører til det voksende antal universitets-studerende, der tager deres stipendier med til udlandet

Da Christine Stubbendorff i august pakkede sine ting og tog af sted mod Holland, var målet ikke en sen sommerferie i den pulserende storby Amsterdam. Rejsen var derimod begyndelsen på en toårig Masteruddannelse på University of Groningen.

»Jeg ville ud for at finde en uddannelse, jeg ikke kunne få i Danmark. Jeg havde ledt gennem hele studiet på KU, men kunne ikke finde noget, der var mig. Men så faldt jeg over det her program i Holland,« fortæller 35-årige Christine Stubbendorff, der har en bachelorgrad i biologi fra Københavns Universitet.

Lang ventetid

Valget faldt på programmet ’Behavioural and Cognitive Neuroscience’ i den »Disney-agtige storby« Groningen i det nordlige Holland.

»Det er en master specifikt inden for det område, jeg interesserer mig for; hvor min bachelor var bred inden for mange forskellige biologiske områder,« fortæller Christine Stubbendorff.

Vejen til drømmestudiet var dog ikke let.

Først skulle SU-styrelsen give grønt lys for, at den hollandske uddannelse var SU-berettiget. Så skulle KU godkende uddannelsens akademiske niveau. Og til sidst skulle Christine Stubbendorff søge om det særlige Udlandsstipendium, der giver danske studerende mulighed for at tage deres taxametertilskud med til udlandet, så hun kunne betale de cirka 32.000 kr., den hollandske uddannelse koster.

»Mine ansøgninger blev godkendt, men det var hårdt, at skulle igennem alle disse ting. Sagsbehandlingstiden er frustrerende, fordi processen er trindelt, så man ikke kan komme videre, før man har fået svar. Når hvert trin så tager to-tre måneder, kan man nemt blive stresset,« fortæller Christine Stubbendorff, som dog er meget glad for ordningen med Udlandsstipendiet.

Savner ikke Danmark

I dag deler hun en lejlighed lidt uden for Groningens bymidte med to andre. Og hun fortryder ikke et sekund beslutningen om at forlade KU’s trygge rammer til fordel for udlandet.

»Det er virkelig et drømmestudie for mig. Det, jeg fandt i den her pakke, var alle de kurser, jeg havde drømt om,« siger Christine Stubbendorff.

Hun har også et godt råd til studerende, der overvejer at læse i udlandet med Udlandsstipendium:

»Start i god tid. Og så find ud af, hvorfor du vil til udlandet. Det er besværligt at skulle igennem alle ansøgningerne. Hvis man er lidt i tvivl, er det godt at gøre sig klar, hvad man kæmper for.«

mahp@adm.ku.dk

Seneste