Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
OPTAG – KU øger antallet af studiepladser med fem procent. Det vil sige, at man i år vil kunne byde i alt 6.984 nye studerende velkommen.
Københavns Universitet (KU) har øget antallet af studiepladser med mere end ti procent de seneste to år, og i år vokser optaget med fem procent. Det betyder, at 361 flere unge end i 2011 får muligheden for at starte på en KU-uddannelse.
»I 2012 øger vi antallet af studiepladser til nye bachelorstuderende fra sidste års 6.623 pladser til 6.984 pladser,« udtaler Claus Nielsen, KU’s studiechef, i KU’s pressemeddelelse om optagsforøgelsen.
Med andre ord: Til den traditionelle immatrikulation i sensommeren kan rektor Ralf Hemmingsen regne med at skulle trykke endnu flere forventningssvedige førsteårshænder.
Trods den potentielle merudgift til rektoralt håndsprit er Claus Nielsen begejstret for det øgede optag:
»For ansøgerne er det glædeligt, at der igen i år er flere studiepladser at søge på Københavns Universitet. Det vil gøre det muligt for endnu flere at realisere deres uddannelses- og jobdrømme.«
Begejstringen rækker nok også hele vejen til Christiansborg. Med stigningen i antallet at studiepladser medvirker KU nemlig til at indfri regeringens målsætning om, at 25 procent af en ungdomsårgang får en lang videregående uddannelse.
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, der holder til på det tidligere kommunehospital, er et af de steder, de nuværende studerende kan forvente mange nye studiekammerater. Statskundskab er topscorer med 45 nye studiepladser, Økonomi følger efter med 20, mens optaget på Sociologi og Antropologi stiger med henholdsvis ti og fem pladser.
Flere får altså muligheden for at deltage i fredagsbarerne. Men regner KU’s studiechef med, at det bliver de foretrukne fra gæstelisten, der dukker op til festen?
Pressemeddelelsens svar er et klart ‘ja’. Claus Nielsen siger:
»Der er en stor søgning til Københavns Universitets uddannelser, og vi regner med, at hovedparten af de ekstra studiepladser kan besættes med kvalificerede ansøgere. Men vi kender først den endelige fordeling af ansøgerne i midten af juli, da ansøgningsfristen til kvote et er den 5. juli.«
nicklas.lund@adm.ku.dk