Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Eksamenstid uden stoledans

LÆSEFORHOLD - Man skal ikke være matematiker for at kunne regne ud, at der er for få pladser på Københavns Universitet til de studerende, der skal læse til eksamen, skriver Malou Astrup.

Lige nu sidder næsten alle studerende til eksamener – og ellers skal de til det inden længe. Da jeg skrev eksamen i december var det fra tidlig morgen til sen aften. Ikke blot fordi pensum var stort og opgaven udfordrende, men også fordi det var nødvendigt at stå tidligt op og trodse mørket for at være sikret et sted at sætte computeren på KUA.

Vi er blevet så mange studerende de seneste år, og med så få læsepladser har det udviklet sig til et sandt kapløb om pladserne. På Humaniora er der cirka 3.000 læsepladser, hvis man tæller det hele med – fra sofaer på gangene til grupperum og læsesale.

Når vi til gengæld er over 11.000 studerende, skal man ikke være matematiker for at se, at regnestykket ikke går op. Men lige så grelt står det til på eksempelvis Jura, hvor der for hver læseplads er 14 studerende, der må slås om den. Det giver selvsagt en stoledans uden lige.

Derfor tvinges mange hjem igen. Og i stedet for at kunne diskutere faglige problemstillinger over kaffe i pausen eller med sin læsegruppe, må man sidde alene med frustrationerne derhjemme. På samme måde mister vi også muligheden for at bruge de bøger og kilder, der kun må læses på biblioteket.

Det er ikke et urimeligt krav, at der er plads til, at jeg kan læse til eksamen på mit universitet. Og slet ikke i en tid hvor selvstudiet hyldes af politikere og kommissioner. For selvstudium giver ikke mening for mig, hvis det foregår på støjende cafeer eller uden mulighed for at vende teksterne med mine medstuderende.

Derfor må ledelsen på både fakultet og universitet i gang med arbejdet for flere studiepladser. En midlertidig løsning kan være at tænke kreativt med undervisningslokaler, som ikke er designet til eksamenslæsning. Og så skal man tænke sig endnu bedre om, når KU nu udvider igen. For lige nu sidder jeg endnu engang og læser til eksamen med udsigt til byggeriet af den tredje KUA bygning.

Og når jeg cykler gennem byen, er det svært at undgå at se det nye Mærsk-tårn rejse sig over Panum. Når disse bygninger står færdige, håber jeg, lektien er lært. Der skal være mere plads til, at jeg og mine medstuderende kan være studerende.

At stå op til stoledans mod mine medstuderende hver morgen fra nu, til jeg har afleveret specialet, dræner al den studieglæde der er i mig.

uni-avis@adm.ku.dk

Annonce

Seneste