Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

EliteForsk-priser 2010 uddelt

ELITÆR EFTERMIDDAG – Det internationale perspektiv var i højsædet, da Videnskabsministeriet og Det Frie Forskningsråd tog spenderbukserne på og uddelte i alt 78 millioner kroner til 45 danske eliteforskere

”Undskyld mig, men hvad er det egentligt for en pris, der bliver uddelt?”

For de få, der havde taget opstilling ved Glyptotekets indgang, var kronprinsesse Marys ankomst eftermiddagens clou. Anledningen til kronprinsessens tilstedeværelse var da også festlig, men måske ikke særlig folkelig.

Denne onsdag, den 27. januar, blev årets EliteForsk-konference afholdt i Glyptoteket. Siden 2006 har Videnskabsministeriets EliteForsk-initiativ søgt at styrke og pleje landets dygtigste og mest talentfulde forskere. Ved konferencen hylder man, som videnskabsminister Helge Sander udtrykte det i sin velkomsttale, det ypperste inden for dansk forskning via uddelingen af en række priser og stipendier.

1,2 millioner til KU-forsker

Kronprinsessen skulle overrække de største priser – Videnskabsministerens EliteForsk-priser på hver 1,2 millioner kroner.

Fra KU kunne kun professor ved Biologisk Institut Carsten Rahbek nyde et royalt håndtryk for sin internationalt anerkendte forskning i makroøkologi.

KU tog dog fint fra af eftermiddagens andre priser. Blandt andet af de 16 rejsestipendier, som uddeles til ph.d.-studerende, der herigennem får muligheden for længerevarende ophold ved topforskningsmiljøer i udlandet.

Innovativ internationalisering

Netop behovet for internationaliseringen af dansk forskning var det centrale tema for konferencens to hovedtalere. Såvel Helge Sander som professor ved Aarhus Universitet Flemming Besenbacher var enige om, at eliteforskning kræver internationalt input. Samt at sikringen af eliteforskning ikke kun har betydning for de tilstedeværende i festsalen:

”Eliteforskning er drivkraften bag morgendagens innovation,” proklamerede Sander fra scenen. ”Og det er med forskning og viden som brynje og sværd, at vi skal kæmpe for fremtidens vækst og velfærd i Danmark.”

Ministeren og professoren kunne også enes om, at Danmark klarer sig godt, men at yderligere satsning er nødvendig. Flemming Bessenbacher opfordrede derfor kammeratligt ”Helge” til at tage en ”snak” med Folketinget.

Omvendt fortalte Sander, at han allerede dagen efter ville fremføre et forslag til ændring af universitetsloven, der vil skabe forbedringer på denne front. Ministeren indkasserede her eftermiddagens eneste latterudbrud fra salen – omend et lidt spredt og undertrykt et af slagsen – da han i samme nu måtte understrege, at spørgsmålet om private universiteter ikke skulle behandles i dén forbindelse.

Læs mere og se oversigten over samtlige prismodtagere på http://www.eliteforsk.dk

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste