Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

En and om uddannelsers manglende relevans

SYNSPUNKT - Akkrediteringer forpester livet på offentlige institutioner, mener professor Bjørn Quistorff.

En af de mange ting, der i disse år forpester livet på offentlige institutioner som hospitaler og universiteter, er akkrediteringer.

For nylig gik Danmarks Akkrediteringsinstitution i medierne og udbasunerede, at kun cirka halvdelen af universiteternes uddannelser er relevante!

Der gik ikke længe, før forskningsministeren og siden et antal politiske ordførere kommenterede denne ”katastrofale tingenes tilstand på uddannelsesområdet”. Forskningsministeren mente således, at man her ”virkelig havde et wake up call” for universiteterne!

En kvik journalist fra programmet Detektor besluttede sig dog for at spørge Akkrediteringsinstitutionen om, hvad de egentlig byggede deres dommedagsudsagn på, i betragtning af at folk faktisk får job, selv om deres uddannelse blev dømt irrelevant.

Direktøren for Danmarks Akkrediteringsinstitution gik herefter på tv torsdag den 20. februar med følgende mageløse forklaring: De definerede skam ikke en uddannelse som relevant, blot fordi folk fik job! Næ, ordet relevant betød for dem, at der blev holdt tilstrækkeligt mange møder med de såkaldte aftagerpaneler!

Var det ikke en ide om Akkrediteringsinstitutionen, når de nu alligevel er i gang med at omskrive Ordbog over det Danske Sprog fik flyttet ordet Akkreditering hen sidst i alfabetet under s – som i spild af tid!

Seneste