Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
KLUMME - Fra at være et spørgsmål om varierende undervisningsformer, mere forskerkontakt og udfordrende studiemiljøer, skal vi nu vurdere uddannelseskvalitet ud fra tiden, det tager de studerende at betale deres studiegæld tilbage, skriver Studenterrådets klummeskribent.
Vi har fået en ny uddannelsesminister, Sofie Carsten Nielsen, og hun har overtaget den påståede kulegravning af de danske universiteter som hendes forgænger startede. Et kvalitetsudvalg der ihærdigt forsøger at gøre uddannelseskvalitet til et simpelt spørgsmål om samfundsøkonomisk afkast af færdiguddannede akademikere.
Tilgangen rammer ved siden af og risikerer helt at forværre uddannelseskvaliteten i sin jagt på rentable universitetsstudier.
Det ensidige økonomiske fokus forstærkes yderligere af en markant overvægt af økonomer i kvalitetsudvalget. Selvom de sikkert er gode til 2020-modeller og fremskrivninger, skal de om kort tid fremlægge bud på, hvordan vi kan udvikle uddannelseskvaliteten for både den projektarbejdende arkitektstuderende, kemikeren begravet i laboratoriet og den CBS-studerende i praktikantforløb.
Kvalitet og relevans er blevet til et spørgsmål om tabeller over optag og politiske mavefornemmelser i stedet for at tage udgangspunkt i at forbedre rammerne for undervisning og forskning. Fra at være et spørgsmål om varierende undervisningsformer, mere forskerkontakt og udfordrende studiemiljøer, skal vi nu vurdere uddannelseskvaliteten på tiden, det tager de studerende at betale studiegælden tilbage.
Og røgsignalerne fra økonom-udvalget tyder på, at man mest af alt er optaget af at lukke småfag og omfordele fra studier med høj ledighed til studier med lav. Sidstnævnte, det såkaldte beskæftigelsestaxameter, er et tiltag der i sig selv kun kan skade uddannelseskvaliteten.
Gennemføres forslaget, vil mine studiekammerater, der i dag er indskrevet på en af de såkaldte ’brødløse studier’, også få stillet færre uddannelseskroner i sigte. Fordi deres medstuderende har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, vil der fjernes midler til undervisning og gøre det sværere at tilegne sig de efterspurgte færdigheder.
Hvis man stirrer sig blind på at matche nyklækkede kandidater med nu-og-her-efterspørgslen på arbejdsmarkedet, glemmer man kerneopgaven – at uddanne de dygtigste akademikere.
Udgangspunktet for enhver kvalitetsdiskussion burde være, hvordan viden bedst skabes og formidles i mødet mellem underviser og studerende. Kvalitet er ikke lig samfundsøkonomisk afkast. Den primære kvalitetsudfordring er ikke at få færre her eller flere der, men at blive bedre hele vejen rundt.
Derfor er min opfordring til vores nye uddannelsesminister helt klar: Lad os nu vende tilbage til diskussionen om at skabe forskningsbaseret uddannelse i verdensklasse.
uni-avis@adm.ku.dk