Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

En kandidatuddannelse på bare et år? Nej tak til sminket forringelse af min uddannelse

Kandidatuddannelse — Det vil være en kæmpe kvalitetsforringelse at skære nogle kandidatuddannelser ned fra to til bare et år. Sådan lyder det fra Esben Salmonsen i kølvandet på rygter om et nyt politisk udspil, regeringen forventes at fremlægge i næste uge.

På min kandidatuddannelse står jeg til at få 8 ugentlige undervisningstimer. Jeg kan blive færdiguddannet kandidat uden at have været til en eneste mundtlig eksamen. Det slår mig ikke som resultatet af god uddannelseskvalitet. Jeg tænker snarere, der er et resultat af, hvad universitetet har råd til.

Regeringens løsning på universiteternes trange kår ser ud til at være at presse nogle kandidatuddannelser sammen til et år i stedet for to. Men det er en helt forkert konklusion og en sminket kvalitetsforringelse, de ikke vil stå ved.

I stedet for at komprimere min uddannelse havde jeg håbet, regeringen havde modet til at finde midlerne til at investere i min uddannelses kvalitet, så jeg fx kunne få mere kontakt end 8 timer om ugen med dygtige forskere og undervisere. Det ville gøre mig til en dygtigere kandidat, som kunne bidrage endnu mere til det danske samfund. I stedet vælger regeringen, at studerende skal presses igennem deres uddannelse endnu hurtigere.

Og desuden skal vi nu til at konkurrere om, hvem der kan få lov til at blive kandidater.

Giv mig eviggyldig viden om kritisk tænkning

En universitetsuddannelse skal give den studerende kompetencerne til at kunne tilegne sig ny viden, der er relevant for arbejdsmarkedet. Jeg kommer til at skulle arbejde, til jeg fylder 70. Mindst. Det er det helt ukendte arbejdsmarked af fremtiden, min uddannelse skal forberede mig på.

De teorier, jeg lærer nu, vil komme til at blive udskiftet flere gange, imens jeg er erhvervsaktiv. Ved at give mig evnen til kritiske tænkning som ballast, vil jeg til hver en tid kunne tilegne mig nye teorier og metode. Det er den vigtigste kompetence, som jeg bør stå med på den anden side af min uddannelse. Det kræver tid og fordybelse som en reel kandidatuddannelse på to år giver.

Investér dog i uddannelse!

Regeringen vil bruge nogle af de penge, der skæres ned på universiteterne til at investere i erhvervsuddannelserne. Det er godt. For som lærlingeoprøret senest har vist, så er der store problemer med både uddannelseskvaliteten og forholdene generelt på erhvervsuddannelserne.

Men løsningen er ikke at tage pengene fra universiteterne. Der er allerede skåret, så vi ikke får den undervisning, vi fortjener, eller de eksamensforsvar, som vi har brug for.

Regeringens konklusion på få undervisningstimer er at presse studerende hurtigere igennem. Min anbefaling vil i stedet være, at politikerne reelt begynder at investere i uddannelse.

Det fortjener vi som samfund. Det fortjener mine medstuderende og jeg.

Seneste