Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

En ny, nervøs start

KLUMME – 7.641 nye studerende er lige nu spændte og nervøse over at skulle i gang med en ny uddannelse. Den følelse kender Studenterrådets Rebecca Ingemann.

I slutningen af august skal jeg prøve det igen.

Første gang var for efterhånden mange år siden i et baghus på Østerbro. Senere oplevede jeg det i en gammel bygning på en pæn vej i samme kvarter. For to år siden, da jeg gik ind af døren til det Juridiske Fakultet, genfandt den samme følelse sig, som jeg havde haft i kroppen to gange før. Følelsen, der strømmer igennem mig, er en blanding af nervøsitet, der får mine hænder til at sitre, og spænding, der får mine skridt til at være en smule mere fjedrende. Den kommer også til udtryk, når jeg for fjerde gang skifter tøj foran spejlet om morgenen, og når jeg for tredje gang tjekker, om jeg har husket min telefon. Det er følelsen af at starte på noget nyt.

Efter sommerferien starter jeg på et nyt semester på jura. Denne gang er det anderledes, for jeg skal ikke følge mit sædvanlige hold eller arbejde sammen med min sædvanlige gruppe.

Det her semester byder på valgfag, og de fleste har valgt at tage dem ude i verden: Linda er taget til Paris, og Anker tager til Dublin. Det efterlader mig tilbage med nye undervisere, nye medstuderende, og den følelse, jeg kender så godt: Følelsen af at starte på noget nyt.

Men jeg er ikke nær så nervøs og bekymret, som jeg plejer. Ikke fordi jeg forventer, at studiet bliver nemt, eller fordi jeg kender dem, jeg skal gå på hold med. Men fordi jeg ved, at fakultetet tager min nervøsitet alvorligt. Hvert semester opretter de faste studiegrupper, der sikrer, at alle studerende får mulighed for at spare om undervisningen med en gruppe af medstuderende.

Følelsen af at starte på noget nyt er der mange, der oplever i studiestarten. Det er en stor forandring at gå fra gymnasium til universitet. Eller at gå fra backpackrejsen til KUA’s beton- og glasfacader.

Jeg er spændt på at starte, men jeg er ikke længere bekymret for mit faglige udbytte. Jeg håber, at de nye studerende på jura – og på hele KU -, har det på samme måde.

Seneste