Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Specialehistorier: London under lockdown. Skriveblokade i et år. Færdig på tre uger

Den store opgave — Studietiden slutter med den store opgave, og det kan være både stressende, opslidende og opløftende at skrive den. Uniavisen har indsamlet bachelor- og specialefortællinger. Læs med her.

Er du skeløjet af korrekturlæsning? Euforisk over et diskussionsafsnit? Ramt af skriveblokade?

Uanset hvordan din bachelor- eller specialeproces ser ud, er du ikke den første, der har oplevet både op- og nedture i tiden, hvor store tanker skal forme sig til sammenhængende ord, afsnit og kapitler, der nogle gange sidder lige i skabet, og andre gange nægter at komme ud gennem fingrene.

På Uniavisen har vi indsamlet bachelor- og specialefortællinger. De kommer fra vidt forskellige mennesker på forskellige studier, og alle har haft vidt forskellige oplevelser.

En var ramt i skriveblokade i næsten et år. En anden skrev speciale oven i sit fuldtidsarbejde. En tredje blev gravid med tvillinger, da hun allerede havde udskudt afleveringen en gang.

Alle de studerende, vi har talt med, har både haft op- og nedture. Og de fleste beskriver en proces, der både har været opslidende og opløftende.

God læselyst.

»Det ramte mig som et lyn: Jeg havde glemt at skrive et abstract«

Mathias Stilling. Skrev speciale i retorik i foråret 2019.

»Jeg skulle skrive speciale i et forår, hvor jeg havde gang i alle mulige fede ting. Jeg arbejdede som freelancejournalist, optrådte som rapper, hang ud med mine venner og lavede alt muligt andet end at skrive speciale.

Når jeg tjekker noterne på min telefon fra den tid, finder jeg rapbattles, tilfældige navne på folk jeg har mødt i byen, steder jeg gerne vil rejse hen og pitches til radioprogrammer. Men speciale? Intet. Det er egentlig lidt vildt, at jeg ikke har en eneste note om mit speciale fra det forår.

Jeg udskød selvfølgelig, da første afleveringsfrist ramte i slutningen af maj. Og så skyndte jeg mig at invitere alle mine venner og familie til den nye afleveringsdato i slutningen af august, så jeg var sikker på, at jeg faktisk fik det lavet denne gang.

På det tidspunkt havde jeg nærmest ikke snakket med min specialevejleder, så jeg fik taget mig sammen til at booke et møde i slutningen af juni. Det krævede tilløb, for jeg syntes, det var ret pinligt at afsløre, hvor lidt jeg havde lavet i alle de måneder over for min vejleder

Desværre lå mødet samme dag, som jeg skulle afsted til Roskilde Festival. Jeg havde ikke min computer med, og jeg husker, hvordan jeg sad og nikkede og kradsede lidt ned på et papir, mens jeg trippede for at komme på festival. Papiret forsvandt selvfølgelig bagefter.

Når jeg tænker tilbage på det i dag, kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare skrev og spurgte min vejleder til råds noget før

Mathias Stilling

Sommeren gik med at være på Roskilde, være smadret efter Roskilde og at være nyforelsket. Midt i det hele mødte jeg nemlig min kæreste, og det er selvfølgelig ikke hendes skyld, men jeg skal love for, at meget tid forsvandt sammen med hende den sommer.

Det var først, da min kærestes ferie ebbede ud, og mine venner pludselig skulle tilbage på arbejde i starten af august, at jeg tænkte, jeg måske skulle til at gå i gang. På det tidspunkt var der tre uger til aflevering. Jeg kontaktede slet ikke min vejleder, for igen tænkte jeg, at det var for pinligt, at jeg stadig ikke var gået i gang.

De næste tre uger lavede jeg ikke andet end at sidde på biblioteket og bare tæske igennem for at aflevere et nogenlunde speciale. Jeg var oppe hele den sidste nat før dagen, hvor jeg havde inviteret venner og familie, så de kunne se mig trykke ’aflever’ på en storskærm.

Jeg satte det sidste punktum omkring klokken 12, hvor jeg havde bedt venner og familie møde op på KUA. Lige inden vi nåede til seancen, hvor jeg skulle trykke aflever, ramte det mig som et lyn: Jeg havde glemt at skrive et abstract.

Jeg sagde til min familie, at der var tekniske problemer med storskærmen, og så styrtede jeg ind i et andet lokale for at skrive et abstract. Jeg var væk i en time, hvor folk skrev og spurgte, om jeg var okay, og jeg svarede ’ja, det er fint, tilbage om lidt’.

Da abstactet var færdigt, og jeg havde fået det hele sat sammen i en pdf, kunne jeg gå tilbage og trykke ’aflever’ på storskærmen, mens alle klappede. Så drak vi bobler i sensommervarmen, og i løbet af dagen kom flere venner forbi. Jeg havde slet ikke sovet, men det var en af de bedste dage nogensinde. En helt fantastisk kulmination på det hele.

Når jeg tænker tilbage på det i dag, kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare skrev og spurgte min vejleder til råds noget før. Det skulle jeg selvfølgelig bare gjort. Heldigvis gik det fint alligevel – jeg fik fire! Dobbelt så godt, som jeg havde satset på!«

»Hvad er det egentlig, du laver, Julius? Det her kan man jo ikke«

Julius Mads Prehn. Skrev speciale i statskundskab i foråret 2021.

»Lige inden jeg skulle begynde på specialet, var jeg så heldig at blive tilbudt en fuldtidsstilling på ambassaden i London, hvor jeg var ved at være færdig med et praktikforløb. Det havde hele tiden været meningen, at jeg skulle hjem til Danmark og skrive speciale, når min praktik var overstået, men pludselig lå drømmejobbet foran mig.

Det var megafedt, også selv om det betød, at jeg skulle starte i en ny fuldtidsstilling og skrive speciale samtidig. Jeg vidste godt, at det ville blive et ret stort projekt.

Jeg startede både speciale og arbejde i januar, hvor London var midt i en hård coronanedlukning. Kort før jobstart var jeg flyttet ind i en etværelses studiolejlighed, og både mit arbejde og min specialeskrivning skulle i princippet foregå hjemmefra.

Heldigvis kunne jeg sidde på ambassaden og skrive speciale om aftenen. Hvis jeg skulle have siddet på de samme 14 kvadratmeter, var jeg nok blevet skør.

Min hverdag blev sådan, at jeg arbejdede hjemmefra i almindelig arbejdstid på ambassaden, og når arbejdsdagen var forbi, lukkede jeg min arbejdscomputer ned, og så gik jeg små 40 minutter ind til ambassaden, hvor jeg lige fik luftet hovedet, inden jeg skrev speciale på kontoret resten af aftenen. De helt store ryk skete dog i weekendenerne, hvor jeg kunne fordybe mig uforstyrret i specialet.

Jeg vidste godt, at det ville blive et ret stort projekt

Julius Mads Prehn

Det var en ret skør proces, og der var da også tidspunkter, hvor tingene væltede sammen. En af de sidste weekender inden aflevering dukkede der pludselig noget presserende op på arbejdet. Jeg havde virkelig, virkelig travlt med specialet, men var nødt til at arbejde. Der tænkte jeg, hvad er det egentlig, du laver, Julius? Det her kan man jo ikke.

Det nåede jeg at tænke et par gange. Jeg skrev speciale om Ruslands udenrigspolitik i Putins tredje præsidentperiode, hvilket lå tæt op ad det, jeg arbejdede med til daglig. En af mine kollegaer havde skaffet mig et interview med en prominent person på området. Det var stort, og mødet var ret formelt.

Lige da vi var gået i gang med interviewet, ringede telefonen fra mit arbejde. Og arbejdet havde jo prioritet over mit speciale, så jeg blev nødt til at tage den. Det var bare … rimelig kikset, ikke? Ham, jeg skulle interviewe, var heldigvis forstående, og det gik fint, men anekdoten understreger, hvor svært det var at gøre to ting samtidig.

Det hele lykkedes heldigvis i sidste ende, og i dag tænker jeg tilbage på min specialeproces som en fed oplevelse. Det kunne selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi jeg ikke havde andre forpligtigelser end arbejde og speciale, og det hjalp nok også, at London var i lockdown – hvad skulle jeg ellers have brugt tiden på?«

»Sommerferien kom, det gjorde motivationen ikke«

Nimué Nørgaard. Skrev bachelor i fransk i foråret 2021.

»Jeg skrev bachelor alene og skulle starte processen op midt i en coronanedlukning. Alting foregik hjemmefra og over Zoom, og jeg havde virkelig svært ved at komme i gang i de rammer.

Min motivation var så lav, at jeg ret hurtigt besluttede mig for at udskyde afleveringen og give den en skalle hen over sommerferien, hvor jeg håbede på, at min gejst ville være større. Min nye afleveringsdato lå nu i slutningen af august.

Sommerferien kom, det gjorde motivationen ikke. Til gengæld blev jeg gravid midt i det hele – med tvillinger. Mens uret tikkede, gik jeg ligesom og ventede på, at der ville ramme en eller anden åbenbaring, eller at jeg ville finde en gylden nøgle til, hvordan jeg skulle skrive mit bachelorprojekt. Men det skete ikke.

Pludselig var der kun en uge tilbage. Jeg havde selvfølgelig læst lidt og taget nogle noter undervejs, men jeg havde ikke rigtig skrevet noget endnu. Samme dag som jeg besluttede mig for endelig at gå i gang, ramte graviditetskvalmen.

Den var helt forfærdelig. Så jeg tænkte, at jeg var nødt til at vente et par dage på, at den gik over. Men det gjorde den ikke, og da der var tre dage tilbage til aflevering, måtte jeg bare gå i gang, kvalmen til trods.

De sidste tre dage var det bare noget med at ligge i sengen og klø på, indtil kvalmen overtog, og jeg måtte holde en pause, inden jeg kunne fortsætte. Det var superhårdt. Og oven i det hele skal det siges, at opgaven skulle skrives på fransk!

Efter tre intense dage lykkedes det mig at aflevere, og jeg endte med at få syv! Det havde jeg ikke lige regnet med, men det var jeg virkelig glad for.«

»Jeg havde en eller anden mental blokade«

David Rosing-Schow. Skrev speciale i musikvidenskab i 2018-19.

»Jeg kunne simpelthen ikke komme i gang med mit speciale. Jeg havde en eller anden mental blokade, der umuliggjorde det for mig.

Jeg blev ved med at trække den og trække den og trække den. Og jeg udskød min aflevering de to gange, man kan. Min vejleder sagde undervejs, at han ikke ville skrive og spørge mig, hvad status var, og at jeg selv måtte kontakte ham, når jeg havde noget, jeg kunne sende. Så det lod jeg jo bare være med.

Jeg tror, jeg så specialet som en enormt stor og uoverskuelig opgave, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gribe den an. Alle havde fortalt mig, at det ville blive rigtig hårdt, så det var nok også derfor, at jeg ikke rigtig havde lyst til at åbne processen.

I november 2018 kan jeg huske, det ramte mig, at jeg virkelig skulle i gang. Jeg havde udskudt for anden gang, min nye afleveringsdato lå i slutningen af januar, og jeg havde ikke flere forsøg tilbage. Men tiden gik, uden at der skete mere. Det blev december, det blev jul, og jeg var stadig ikke gået i gang.

Pludselig kunne jeg alligevel godt skrive det speciale, som det havde taget mig et år at komme i gang med

David Rosing-Schow

Få dage efter jul ramte det mig igen, jeg var for alvor nødt til at komme i gang, hvis det nogensinde skulle lykkes at skrive det speciale. Så jeg ændrede strategi og gik udelukkende efter, hvordan jeg kunne gøre det lettest for mig selv.

Det startede med, at jeg udvalgte nogle analysemetoder, som jeg havde arbejdet med før, og prøvede at se, om jeg kunne bygge mit speciale op omkring dem. Det virkede rigtig godt, og pludselig var jeg i gang.

Hele mit speciale blev til på fem uger. Det var meget intenst. Jeg fik ny roomie i starten af januar, og jeg så hende nærmest ikke den første måned, fordi jeg tog afsted klokken otte om morgenen og kom hjem klokken ti om aftenen.

Jeg drak rigtig mange energidrikke og sov ikke særlig meget. Men jo mere, jeg begyndte at kunne lukke af og gøre færdigt, jo mere hjalp det. Pludselig kunne jeg alligevel godt skrive det speciale, som det havde taget mig et år at komme i gang med.

De sidste tre uger lavede jeg intet andet. Jeg aflyste alle aftaler og tog fri fra arbejde. Men jeg er stolt af, at jeg faktisk kun endte med at lave en enkelt allnighter, som var den sidste nat inden afleveringsfristen.

Jeg blev syg få dage efter, at jeg havde afleveret, nok fordi processen havde været så opslidende, især til sidst. Det ærgrer mig selvfølgelig, at jeg ikke havde en bedre proces, for så var resultatet formentlig blevet bedre.

Da jeg endelig kom i gang, havde jeg jo slet ikke tid til at modtage input fra min vejleder, så jeg måtte bare køre det selv. Alligevel endte det faktisk med, at jeg fik ti, hvilket var en virkelig stor sejr.

Hvem ved, måske havde jeg fået 12, hvis ikke jeg havde været så bange for at gå i gang.«

»Specialet er jo bare en opgave«

Ulrikke Dybdal Sørensen. Skriver speciale i statskundskab lige nu.

»Jeg er i den absolutte slutfase af specialeskrivningen med aflevering sidst i maj. Jeg er selvfølgelig lidt – eller meget – presset over det. Det tror jeg ikke, man kan undgå at være.

Mit speciale handler om, hvad det vil sige at være et autonomt, demokratisk individ i en digital tidsalder. Ideen begyndte så småt at forme sig, mens jeg var i praktik i Bruxelles på Danmarks Faste Repræsentation ved EU.

Undervejs i min proces har jeg fået kontakt til nogle prominente personer på området i både Bruxelles og Danmark og har lavet nogle vildt fede interview. I marts tog jeg til Bruxelles, hvor jeg blev mødt af dygtige mennesker, som gav udtryk for, at det, jeg laver, er et spændende og relevant bidrag.

Jeg har været ret overrasket over, hvor seriøst jeg er blevet taget som specialestuderende. For på papiret er specialet jo bare en opgave, og jeg oplever nogle gange, at der eksisterer en lidt negativ fortælling om specialet som noget, man ikke bør gå for meget op i. Det synes jeg er ærgerligt, for det kan være en sindssygt spændende proces, som har sat mig i kontakt med en masse spændende mennesker og har skabt nogle interessante muligheder.

Det er ikke fordi, jeg vil romantisere det at skrive speciale, for det er en benhård proces, og det er på mange måder bare en eksamensopgave. Og selv om jeg har haft mange opture, har der selvfølgelig også været frustrationer og nederlag.

Et par gange har jeg fået svar tilbage på henvendelser, hvor der har været grundlæggende tvivl om formålet med eller relevansen af mit projekt. Selv om det har været et fåtal, har det alligevel været nedslående.

Og så har der selvfølgelig også været perioder, hvor det har været svært at samle sine tanker og ideer til noget konkret. Og jeg har skrevet 20 sider, som pludselig ikke gav mening. Andre gange har jeg slet ikke kunnet skrive noget. Alle de klassiske udfordringer i en skriveproces.

Lige nu er jeg i slutspurten, hvor jeg konstant betvivler kvaliteten af det speciale, jeg har skrevet. Men overordnet har det været en virkelig fed proces, der har givet mig rigtig meget. Jeg vil gerne fortælle, at en sådan specialeproces også er mulig.«

Seneste