Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

En verden af vand

KLIMA - KU-forskere med kamera giver håndgribelig dokumentation for de abstrakte narrativer, der dominerer klimadebatten.

Mens FN’s klimapanel diskuterer den accelererende globale temperaturstigning og leder efter hurtige løsninger, der kan holde klimakriser fra døren, er mennesker verden over allerede begyndt at tilpasse sig smeltende is, stigende have og jorde, der tørrer ud.

Antropologer og geografer har gennem de sidste fem år studeret lokal respons på den fagre nye verden – en verden formet af vand eller manglen derpå.

»Alt, hvad der sker i verden, har konsekvenser ind i hjertet på de små samfund,« siger Kirsten Hastrup, professor i antropologi og iværksætter af Waterworlds, om motivationen for at studere lokale reaktioner på noget så globalt som klimaforandringer.

KU-projektet Waterworlds blev søsat i 2009 med håb om at kunne levere et menneskeligt modbillede til de abstrakte, naturvidenskabelige narrativer, der dominerer klimadebatten. Femten antropologer og geografer har bidraget til projektet med verdensomspændende studier lige fra Ghana til Grønland.

Klimaramt, men konstruktiv

Det Europæiske Forskningsråd har støttet projektet med 23 millioner kroner og fremhæver Waterworlds som et af 2013’s mest dynamiske forskningsprojekter.

»Det er sjældent, at antropologer drager sammenligninger på tværs af geografiske felter, men metoden har gjort det muligt for os at se de enkelte studier som brikker i et større puslespil,« fortæller Kirsten Hastrup.

Det billede, der toner frem her fem år senere ved projektets afslutning, viser en massiv vilje til at tænke konstruktivt og idérigt i de lokalsamfund, der er hårdest ramt af klimaforandringer.

»Der skal rigtig meget til, før folk giver op og hensynker i fortvivlelse,« siger Kirsten Hastrup.

Se billeder fra felten og læs mere om projekterne her: Postkort fra Cookøerne – havet stiger, Postkort fra Burkina Faso – jorden tørrer ud og Postkort fra Grønland – isen smelter.

sofie.hansen@adm.ku.dk

Seneste