»Er rektum en grav?« Et enkelt spørgsmål ændrede Anton Juuls syn på seksualitet

En forårsdag i Paris i 2017 tog min ven mig under armen og hev mig med til en åben forelæsning på Louvre med den iøjnefaldende titel ’Le rectum est-il une tombe?’ (på dansk: ’Er rektum en grav?’).

Jeg var dengang på mit sidste semester på bacheloruddannelsen i litteraturvidenskab og var på udveksling. Hvad forelæsningen helt præcist handlede om, har jeg glemt, ligesom jeg også har glemt navnet på den italienske kulturforsker, som holdt den.

Til gengæld var det første gang jeg hørte om den amerikanske litterat Leo Bersani (1931-2022) og hans klassiske essay Is the Rectum a Grave?. Det var det essay, som forelæsningen var opkaldt efter; og det er et essay, som jeg siden hverken har kunnet glemme eller slippe – det vendte ganske enkelt min opfattelse af seksualitet på hovedet.

Hvad promiskuøse bøsser kan lære os om sex

I essayet, som er fra 1987, reagerer Bersani på den intense bølge af homofobi, som skyller ind over det amerikanske samfund i kølvandet på aids-krisen og hiv/aids-epidemiens udbrud blandt homoseksuelle mænd. Mere præcist går han i kødet på den herskende, homofobiske forestilling om, at homoseksuelle mænd er særligt promiskuøse, som buldrede frem i 80’erne og 90’erne. Ifølge denne forestilling var den homoseksuelle mand med sin overdrevne lyst efter at blive penetreret analt og dertil indrettede sexpraksis ikke bare skyld i sin egen hiv/aids-diagnose, han blev også bredt anset som selveste syndebukken for hiv/aids-epidemiens udbrud i andre samfundsgrupper.

Bersani stopper dog ikke her. I stedet for helt at afvise præmissen, bruger han den som anledning til nogle mere grundlæggende refleksioner over, hvad denne forestilling siger om den amerikanske kulturs forhold til sex – ikke bare til homoseksualitet og såkaldt ’passiv’ sex – men seksualitet i det hele taget.

De fleste mennesker kan ikke lide sex

På den ene side har Bersani et mellemværende med en vis utopisk forestilling, som har rødder i 70’erne og 80’ernes seksualitetsforskning, nemlig at homoseksualitet var et ’bedre’ og mere ’etisk’ alternativ til patriarkatets kønshierarki og ’kamp’ mellem mænd og kvinder. Altså, hvis heteroseksualitet, som nogle radikalfeminister fremtonede i 70’erne og 80’ernes ’Sex Wars’, i sidste ende er et udtryk for mandlig dominans over kvinder, så har homoseksualitet måske ligefrem et frigørende og ligestillende potentiale.

På den anden side har han et mellemværende med opfattelsen af, at seksuel diversitet automatisk er et udtryk for et ’godt’ liberalt og demokratisk samfund. I stedet formulerer Bersani et helt igennem ikke-utopisk syn på seksualitet.

There is a big secret about sex: most people don’t like it

Leo Bersani: Is the Rectum a Grave?

Tag bare essayets åbning, som lyder:

»There is a big secret about sex: most people don’t like it.«

Det er både en vild påstand og en skandaløs generalisering – og det var det også for mig som ung litteraturvidenskabsstuderende, der allerede dengang var optaget af og ønskede at afstigmatisere sex og seksualitet i vores samfund. Jeg mener: Hvordan kan man påstå, at de fleste af os i virkeligheden ikke kan lide den sex, vi har så travlt med at ville afstigmatisere? Og hvordan kan han påstå det, mens aids-krisen brager, fordi sex og seksualitet er så stigmatiseret?

Men Bersanis psykoanalytiske pointe er, at sex altid afstedkommer et vist socialt ubehag. Seksuel nydelse er et decideret socialt og moralsk problem, som indstifter en konflikt mellem subjektets eget begær og nydelse på den ene side og samfundets sociale sammenhængskraft og moral på den anden. Man kan tænke det på den måde, at vi, som kulturelle væsener, altid er i en form for forhandling om, hvor grænsen går mellem vores egen individuelle nydelse og samfundets ’fælles bedste’.

Da jeg var færdig med mit semester i Paris, fortsatte jeg på kandidaten i litteraturvidenskab herhjemme i København, hvor mit speciale kom til at handle om den franske forfatter Guillaume Dustan (1965-2005) og hvordan hans værker skildrer et homoseksuelt miljø i Paris hærget af aids-krisen. Det spor fortsatte jeg i arbejdet med min ph.d.-afhandling, »Skriv med Røvhullet«: Læsninger af homoerotiske narrativer i ny dansk litteratur, hvor jeg undersøger, hvordan bøssen og hans forhold til sex skildres i ny dansk litteratur. I begge arbejder er Bersanis essay en form for grundsøjle.

Kan sex gøre os til bedre mennesker?

I det felt af køns- og seksualitetsforskning, jeg bevæger mig i, undersøger vi ofte seksualiteten som prisme for andre sociale magtforhold; køn, race, klasse, og så videre. Samtidig er meget af forskningen også næret af et håb om, at alternative, ’queer’ seksualitetskonstellationer kan løse nogle af de politiske og relationelle konflikter, som patriarkalske, kapitalistiske og racistiske strukturer indstifter i vores kultur og samfund. Det er et vigtigt håb, der blandt andet handler om at ville udvide rammerne for hvilke intimitetsformer, der ses som værdifulde, og hvilke former for liv, der er værd at leve.

Bersanis anti-utopiske, psykoanalytiske indvending mod dette er imidlertid, at der er noget nedværdigende ved sex – og at det er denne nedværdigelse, der gør sex etisk interessant. Og for Bersani udkrystalliseres dette netop i den homofobiske forestilling om den promiskuøse bøsses evige higen efter anal penetration.

Her stiller Bersani læseren et provokerende spørgsmål, som da også vendte min opfattelse af seksualitet på hovedet:

»But what if we said, for example, not that it is wrong to think of so-called passive sex as ‘demeaning,’ but rather that the value of sexuality itself is to demean the seriousness of efforts to redeem it?«

Hvad nu hvis, gisp, sex ikke gør os fri for sociale forskelle, men på en måde afhænger af dem?!

At ’passiv sex’ – altså at være modtagende part i samlejet – skulle være nedværdigende, synes at være selve problemet ved patriarkatet og den måde, det rationaliserer seksuel undertrykkelse af kvinder og andre penetrerbare kroppe på. Her forstås dét at være ’bottom’ også som at være på bunden af det sociale hierarki.

Men hvad nu hvis det ikke er forkert, spørger Bersani, at der er noget nedværdigende ved den passives seksuelle position, og at det netop er derfor, vi skal interessere os for denne position? At denne position åbenbarer seksualitetens sociale værdi mere generelt: at den altid vil nedværdige vores progressive forsøg på at ’rense’ seksualiteten for ubehaget ved en sådan social asymmetri? Hvad nu hvis, gisp, sex ikke gør os fri for sociale forskelle, men på en måde afhænger af dem?!

Bersani inviterer os i stedet til at forstå, at det, der foregår, når vi har sex med hinanden, i hvert fald fra et psykoanalytisk perspektiv, ikke er en øvelse i symmetrisk, harmonisk ligeværdighed. For Bersani er sex socialt dysfunktionelt. Den aktive er ikke den passives symmetriske modsætning – de ’passer’ ikke sammen på en friktionsløs og harmonisk måde. To bliver aldrig én.

Selvom Bersani reagerer på en specifik lokal og historisk kontekst (aids-krisen i USA), ændrede mødet med Bersanis essay ret fundamentalt min forståelse af, hvad det vil sige at arbejde med seksualitet som kulturfænomen, og hvilke spørgsmål vi kan og bør stille om seksualitetens kulturelle betydning. Det komplicerede slet og ret min forståelse af seksualitetens sociale værdi og funktion. Fra den ’gode’ liberale forestilling om sex som uproblematisk og frisættende begyndte jeg at forstå sex mere som det her socialt dysfunktionelle problem, Bersani taler om. At vi ikke kan rense seksualiteten for den relationelle asymmetri, som manifesterer sig i forskellige seksuelle positioner. Og at det netop er dét, der gør sex til et interessant etisk spørgsmål, altså at sex på en måde konfronterer os med disse positionelle forskelle.

Og samtidig også at dét at afstigmatisere og aftabuisere sex ikke er det samme som at afproblematisere det. Når den ekstreme højrefløj intenst advokerer for traditionelle kønsroller og erklærer det heteroseksuelle ægteskab for den eneste moralsk rigtige seksuelle konstellation, er det én måde at fortrænge det problem, som sex og seksualitet indstifter hos os. Men det gør en tilsyneladende langt mere ’godartet’ liberal forestilling om seksuel frigørelse også.

Når jeg gang på gang vender tilbage til Bersanis essay, er det, fordi han tager læseren med ind i kernen af det sociale og eksistentielle problem, vi kalder sex og seksualitet, som ligger og ulmer på grænsen mellem individ og samfund.

I essayet udviser Bersani et sjældent mod til at konfrontere dette polariserede og polariserende problem og sætte ord på nogle tanker, der kan føles kontraintuitive og måske endda virke kontraproduktive, men som af den grund netop er utrolig indsigtsfulde. Alene det mod gør Bersanis essay værd at læse.