Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
BUDGET 2011 - Claus Bræstrup, KU-bestyrelsesmedlem og tidligere adm. direktør for H. Lundbeck, kom med en usædvanlig skarp kritik af ledelsen ved behandlingen af budgettet for 2011. Han mener, det er illoyalt at fyre medarbejdere i den nuværende situation.
Bestyrelsen ønsker et tillidsfuldt forhold mellem ledelsen og medarbejderne på Københavns Universitet (KU) og ikke en slags ‘russisk western-økonomi’, hvor man skiller sig af med de ansatte, hvis profilen ikke lige passer.
Den målsætning lever den daglige ledelse ikke op til med budgettet for 2011, som betyder, at der skal afskediges medarbejdere ud over nødvendige tilpasninger, samtidig med at der budgetteres med et overskud.
Det mener Claus Bræstrup, eksternt bestyrelsesmedlem på KU og tidligere administrerende direktør for H. Lundbeck.
Han kritiserede ledelsen i klare vendinger på det seneste bestyrelsesmøde den 9. december, hvor budgettet skulle godkendes og stillingsnedlæggelserne dermed blåstemples.
»Der skal være respekt og loyalitet mellem to parter. Det betyder, at medarbejderne skal udføre ledelsens instrukser samvittighedsfuldt, og ledelsen til gengæld skal optræde loyalt over for medarbejderne. Det er ikke, hvad jeg oplever i denne sag,« sagde Claus Bræstrup på bestyrelsesmødet.
Han tilføjede, at han ikke mente, at budgetoplægget fra ledelsen afspejlede hans forventning i tilstrækkelig grad.
»Konklusionen fra bestyrelsens formøde om budgettet i september var, at der skulle ske enkelte tilpasninger, men ingen stor fyringsrunde, og nu viser det sig, at det drejer sig om et stort antal medarbejdere, der mister deres arbejde,« sagde Claus Bræstrup.
Han understregede, at det er ledelsens pligt at slanke administrationen, så man kan udføre opgaverne med så få ressourcer som muligt.
Han vurderede dog, at en stor del af reduktionerne ikke er af denne type.
»Det handler om, at ledelsen vil reducere omkostningerne, men det kan jeg ikke gå ind for, da vi afskediger kompetente medarbejdere, som vi har brug for. De passer deres arbejde, kan deres ting og er loyale over for beslutningerne. Det er meget svært at begrunde afskedigelser med, at vi har lyst til at bruge lidt færre penge, selvom vi godt nok har overskud,« siger Claus Bræstrup.
Ledelsen har begrundet besparelserne med, at udsigterne fra 2012 og årene frem ser meget dystre ud, men Claus Bræstrup havde svært ved at tro på krisesnakken, og han mente, at man i stedet burde vente og se tiden an.
»Der snakkes om krise hvert eneste år, men realiteten er, at indtægterne er steget, og lønbudgettet ikke er gået ned, så længe jeg har været med i bestyrelsen. Hvis der opstår en krise i 2012, hvilket er muligt, må vi reagere, og det kan medarbejderne også godt forstå,« sagde Claus Bræstrup.
To bestyrelsesmedlemmer valgt af medarbejderne undlod at stemme for budgettet.
LÆS: Bestyrelsesformand: Vi udviser rettidig omhu
clba@adm.ku.dk