Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
ROSKILDE - 17 studerende fra Københavns Universitet har bygget et bibliotek på Roskilde Festival. Og festivalgængerne er vilde med erotiske noveller og toiletoplæsninger.
Klassikere, krimi, faglitteratur, digte, børnebøger og en kategori, der hedder ‘Måske sjovt’ – der er bøger til enhver smag på hylderne i Camp Biblioteket i Dream City på Roskilde Festival.
17 studerende fra Informationsvidenskab og Kulturformidling på Københavns Universitet har for andet år i træk bygget et bibliotek til festivalens gæster.
Campen har fået tilskud fra blandt andre Biblioteksforeningen og jem & fix til at bygge campen. De første dele blev bygget allerede i maj.
Her kan man komme og sætte sig i solen eller lægge sig i skyggen og læse en god bog eller høre en oplæsning. I dag er der seks forfattere, som læser op, men man kan også sagtens bare komme forbi og bede en af lejrens medlemmer læse op – eller få dem ud i sin camp, hvis tømmermændene ikke tillader for meget bevægelse.
»Det er et sted til afkobling og afslapning,« fortæller et af campens medlemmer, Sif Lind, da Uniavisen er på besøg mandag eftermiddag.
Campens medlemmer har blandt andet læst op til fødselsdage og en bryllupsdag på festivalen – og så på toiletterne. På de gode betalingstoiletter (dem med træk og slip og toiletpapir og det hele) bliver folk nemlig gerne siddende lidt længere, når der bliver læst op fra en god bog i båsen ved siden af.
»Jeg kan godt lide, at man kan tage noget så oldschool som et bibliotek med ud på noget så smadret som Roskilde Festival og se, at det faktisk fungerer rigtig godt,« siger Christian Ewald Lund, som er en af initiativtagerne bag campen – et initiativ, der efter sigende opstod i en god brandert for nogle år siden.
»Det er fedt at se, at biblioteket har en rolle stadigvæk – og også kan have det på Roskilde – og at folk kommer og spørger så pænt, om de må låne en bog med ned i deres egen camp,« fortsætter han.
Udlån er på tillid, og hvis bøgerne ikke kommer tilbage, går det også nok. Der er dog nogle bøger, som campen ikke låner ud, nemlig de mest populære oplæsningsbøger.
Der er ingen tvivl at spore i Christian Lund Ewalds stemme, da han svarer på, hvilke bøger, der er mest populære; de erotiske noveller. Især bogen Hvad du ønsker… af Silvia Day, som er indbundet i rødt velour, er ekstremt populær.
Der er plads i skyggen til at bekæmpe tømmermændene – her er det sket med campens mest populære genre; en erotisk novelle
Og som Rene Krøll, campens alderspræsident forklarer:
»Bare læs det første afsnit, og så forstår du hvorfor.«
Og hermed viderebringes første afsnit:
lene.munk-petersen@adm.ku.dk