Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Esben Lunde giver UVVU-udpegning fra sig

HABILITET - Uddannelsesministeren dropper at udpege kommende medlemmer af UVVU. Det sker, selv om der ikke er indgivet en klage om ministerens egen forskning til udvalget - endnu.

Det bliver op til statsminister Lars Løkke Rasmussen at beslutte, hvem der skal udpege i alt 12 nye medlemmer af UVVU (Udvalgende vedrørende Videnskabelig Uredelighed). Det har uddannelsesminister Esben Lunde Larsen mandag meddelt på Uddannelsesministeriets hjemmeside.

Uddannelsesministeren har ansvaret for UVVU, og derfor har blandt andet det socialdemokratiske folketingsmedlem Jeppe Bruus før jul krævet svar på, hvordan ministeren vil forholde sig, hvis hans egen forskning skal undersøges af netop UVVU.

»Henvendelsen til Statsministeriet sker med henblik på at undgå en situation, hvor der kan rejses spørgsmål om uddannelses- og forskningsministerens habilitet i forbindelse med udpegningerne til udvalgene. Det forventes, at ansvaret for udpegningerne kan overføres til en anden minister i løbet af denne uge,« lyder ministeriets begrundelse.

Ministeriet skriver også, at der ikke foreligger nogen UVVU-sag om Esben Lunde Larsens egen ph.d.-afhandling. Den er i øjeblikket er ved at blive undersøgt af KU’s Praksisudvalg, efter at flere mediers afdækning og en intern undersøgelse fra Det Teologiske Fakultet på KU har afsløret genbrug af materiale blandt andet fra ministerens eget speciale.

Esben Lunde havde forberedt Folketinget

En UVVU-klage ser dog ud til at være på vej. Byrådsmedlem for Enhedslisten i Vejle Lasse Egelund har sagt til Uniavisen, at han agter at sende en UVVU-klage over Esben Lunde Larsens afhandling. Lasse Egelund siger, at han har bedt om aktindsigt i tidligere klager for at sikre sig, at hans egen klage ikke bliver afvist af UVVU, fordi den ikke er formuleret efter bogen.

På den baggrund er Esben Lunde Larsens udmelding ikke så overraskende. Han har desuden i december til Folketinget under et samråd sagt, at han ville afstå fra at udpege UVVU-medlemmer, hvis hans afhandling fortsat var ved at blive undersøgt af KU’s Praksisudvalg, eller hvis nogen havde klaget til UVVU over hans forskning.

I praksis bliver UVVU-medlemmer ikke håndplukket af nogen minister. De bliver indstillet af Det Frie Forskningsråd, som skal vælge et nogenlunde ligeligt antal mænd og kvinder med solide forskningsmeritter.

chz@adm.ku.dk

Seneste