Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
IKK-FESTIVAL – 17. og 18. marts stod i festivalens tegn på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, hvor arrangørerne havde sammensat et bredt program med foredrag, workshops og musik fra både egne institut-rækker og udefra.
Udgangspunktet for årets IKK-festival var forholdet mellem Kaos & Orden!. Et forhold, der blev belyst ved inddragelse af højst forskelligartede eksempler.
Lektor i litteraturvidenskab, Lilian Munk Rösing, reflekterede således over forholdet mellem form og opløsning, og mellem komposition og kaos hos renæssancemaleren Tizian.
Der var begejstrede energiudladninger hos en forsamling gamacheklædte dansepiger, og fotografiets indre æstetik og fænomenologiske forankring var også sat på dagsordenen. Naturligvis blev også den gammeltestamentelige profetismes applikabilitet på Tv-serien ’True Detective’ rundet ved professor i litteraturvidenskab, Isak Winkel Holm.
Og det var kun toppen af isbjerget. Festivalprogrammet bar præg af omtanke og en gedigen tørst på såvel esoteriske emner som almindelig oplysning. Tro mod konceptet blev dagtimernes så magelige, akademiske orden da også forvandlet til fuldstændig kaotisk opløsning og ungdommelige udskejelser fredag aften.
I KUA’s festsal spillede elektro-pop bandet George Best op til dans, og langsomt stilnede de æstetiske og narratologiske diskussioner hen. Endelig sluttede festivalen ring om sig selv i en smuk transition fra sand orden til sandt kaos.
Se et galleri fra festivalen herunder.
uni-avis@adm.ku.dk