Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Et shelter til syvårige Mikkel

ØNSKEPROJEKT – Skovskolen er en del af Københavns Universitet. Dens ansatte leverer udvikling og rådgivning inden for skov og natur, men som en lidt usædvanlig opgave har to af skolens elever og en medarbejder også fremstillet et shelter til en handicappet dreng.

På Skovskolen i Nødebo ligger et nationalt friluftslaboratorium på 18 hektar. Her står eksempler på alt det, danskerne kan lide at bruge, når de er ude i naturen: Bålhytter, saunaer, gangbroer, naturlegepladser – og sheltere.

Det sidste har syvårige Mikkel Jensen, der har måttet leve med en hjerneskade siden fødslen, nu også fået sig et af. Shelteret har stået i hans families have i Stenløse i Nordsjælland siden 4. juni. Det giver ham mulighed for at sidde mere udenfor, sammen med sine bamser og dyner og legetøj.

To mand fra Skovskolen har arbejdet på shelteret i to uger. Alt er lavet i hånden. Pengene til betaling for materialer kom fra Make-A-Wish Ønskefonden, der hvert år opfylder ønsker fra over 100 børn og unge i alderen 13-18 år.

Videncenter for friluftsliv i Danmark

Anders Bülow er leder af Skovskolen. Da Make-A-Wish Ønskefonden ringede til ham, indvilligede han i at fremstille shelteret til Mikkel, fordi det gik til et godt formål, fordi drengen bor relativt tæt på, og fordi det gav skolen mulighed for at eksperimentere med den type udviklingsopgave.

Han mener også, det er naturligt, at Ønskefonden ringede til Skovskolen.

»Vi er et videnscenter for friluftsliv i Danmark. Hele platformen for den naturnære byggeteknik og mange af de faciliteter, som vi moderne danskere har til rådighed ude i skoven, har vi været pionerer på igennem årene. Vi har også eksperimenteret og undervist alle, der bygger og selv udvikler den slags ting rundt om i landet,« siger Anders Bülow.

Til næste forår skal Skovskolen også være vært for den første nationale konference om handicap og friluftsliv.

Også et shelter til godnathistorier

Mikkel Johansen er tømrer og ansat som faglærer på Skovskolen. Sammen med to af skolens elever byggede han shelteret på skolen. Det er lavet helt i rødgran, og noget af det er hentet fra den nærliggende Grib Skov.

Som han selv siger, så kan enhver købe et meget billigere shelter nede i Harald Nyborg, men det var ikke, hvad det handlede om.

»Skovskolen kan levere et håndværk direkte fra naturen, og det kræver både erfaring og en økse,« siger Mikkel Johansen, der var med til at overrække shelteret til den syvårige Mikkel.

Tømreren og Mikkel Jensens familie og venner var i øvrigt lidt nervøse, da shelteret var blevet afleveret i familien Jensens have, og drengen skulle se det.

»Vi kunne risikere, at Mikkel blev så overrasket, at han simpelthen lukkede ned, men i stedet kom han med et fast greb i sin far og mor, og så strøg han straks lige ind i shelteret med bamser og dyner. Han begyndte ivrigt at ‘koste’ rundt med folk for at få alting arrangeret, og han hyggede sig i det,« fortæller Mikkel Johansen.

Mikkel Johansen ved, at der allerede er blevet læst flere godnathistorier for den syvårige dreng inde i shelteret.

anfj@adm.ku.dk

Seneste