Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
SYNSPUNKT - KU-professor Marlene Wind repræsenterer en trist kortslutning af demokratiet, mener Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup.
På DRs Aftenshowet 12. maj fik EU-professor ved Københavns Universitet Marlene Wind lov til uimodsagt at misinformere om EU’s – ifølge hende – fortræffeligheder.
Det var ikke fordi, at værten på Aftenshowet var ukritisk i sine spørgsmål, men ‘eksperten’ undlod at fremstå afbalanceret og nuanceret.
Først blev Marlene Wind bedt om at kommentere en Gallup-undersøgelse, som viser, at danskerne ikke ved ret meget om EU. Wind svarede, at danskerne »har længe dyrket den myte om, at vi faktisk ved mere end resten af Europa. Vi er bedre end alle andre.«
EU-Kommissionen har senest i juli 2013 undersøgt sagen og fundet frem til, at danskerne generelt har en større viden om EU end gennemsnittet. Det kan godt være, at der findes danskere, som ikke ved ret meget om EU, men der er ikke grundlag for at påstå denne ‘myte’-dannelse.
I anden omgang blev Wind bedt om at kommentere, hvad Danmark får ud af at være medlem af EU. Hun henviste til det indre marked, hvilket er et dårligt eksempel, for der kan man godt være med uden at være EU-medlemsland.
Professoren vildledte derpå offentligheden i spørgsmålet om antallet af EU-bureaukrater. Hun sammenlignede med antallet af ansatte i Århus Kommune og gik derfra over til at hævde, at Danmark har uforholdsmæssig stor indflydelse sammenlignet med EU’s store lande. Hun sagde, at »EU næsten er de små landes paradis.«
Det modsatte er tilfældet ifølge Ritzaus tidligere korrespondent i EU, som netop har udgivet bogen Mod vinden. Danmarks plads i Europa. I EU har Danmark mindre indflydelse end en tilsvarende lille delstat i USA, eksempelvis Idaho, som i det mindste har to senatorer.
Det er en kendsgerning, at i EU’s Ministerråd, som Wind selv nævnte, har gennemsnitsdanskeren 9,9 % mindre indflydelse end gennemsnitseuropæeren.
Naturligvis kan svipsere forekomme, men Marlene Wind repræsenterer en trist kortslutning af demokratiet, der netop afhænger af, at ‘eksperter’ er nogenlunde uvildige og neutrale.
Marlene Wind burde stille op som ja-kandidat til det ‘paradisiske’ EU. Så ville hun i det mindste tone rent flag.