Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Konstruktiv klimaangst

Debat — Debataften om at omsætte vores klimabekymringer til handling i anledning af mærkedagen Thales Dag med musik, udstilling mm.

Info

Date & Time:

Place:
Rundetaarn, Købmagergade 52A

Hosted by:
Rundetaarn og Thales Day

Cost:
110

signup

Panel af klimaforskere og fagfilosoffer mødes til debataften om, hvordan klimakrisen kan håndteres med konstruktiv handling.

Videnskab har altid været forbundet med farer, og med afsæt i klimakrisen spørger vi et panel bestående af nogle af de ypperste klimaforskere, videnskabsfolk og fagfilosoffer, hvordan vi kan kanalisere den angst som vores videnskabelige frembringelser forårsager, ud på en konstruktiv måde, der motiverer til handling fremfor afmagt og dommedagsprofetier. Begivenheden er udsat fra sidste år, så der er nok at diskutere i år, når Thales Dag indtræffer.

Vincent Hendricks er professor i formel filosofi, og tidligere mangeårig chefredaktør for et af verdens mest indflydelsesrige filosofiske tidsskrifter, Synthese. Som stifter og leder af Center for information og Boblestudier ved Københavns Universitet stiller han på tværvidenskabelig vis blandt andet skarpt på de psykologiske mekanismer, der er med til at forme os i en moderne medievirkelighed. I bogen Kæmp for Kloden giver han bud på, hvordan man kan dæmme op for klimaforandringerne gennem øget samarbejde.

Esther Michelsen Kjeldahl er filosof og klimaaktivist og repræsentant for den nye generation af unge initiativrige klimaforkæmpere. I maj 2018 var hun med til at igangsætte Den Grønne Studenterbevægelse, og hun deltager flittigt i den danske klimadebat som kronikør, paneldeltager og foredragsholder. Hun har desuden netop udgivet bogen “Vi er sammen om at mærke det”, der hjælper klimabekymrede unge til at finde frem til deres rolle i klimakampen.

Jens Hesselbjerg Christensen er professor i klimafysik ved Center for Is, Klima og Geofysik ved Niels Bohr Instituttet i København. Han er en af verdens førende forskere indenfor brug af klimamodeller til forudsigelse af fremtidens klima, samt ekspert i arktiske klimaændringer og i temperatur og nedbørsekstremer. Som højt anerkendt ekspert er han en af hovedforfatterne til FNs klimarapport, og har modtaget Nobels fredspris som del af FNs klimapanel.

Debatten foregår i Rundetaarns Bibliotekssal i anledning af den årlige fejring af Thales Dag, som på denne festdag for filosofi og videnskab markerer deres fælles opståen i det gamle Grækenland. Rundetaarn er Europas ældste fungerende observatorium, hvorfra man i vinterhalvåret kan kigge stjerner, ligesom Thales ifølge traditionen gjorde det på denne dag for 2606 år siden. Den filosofisk-videnskabelige tænkning blomstrede op, og lagde grundlaget for vores moderne verden, og de udfordringer og potentialer der følger med.

På aftenen kan publikum opleve den aktuelle kunstudstilling ”Sculpture to Sculpture” i salen, og lytte til musik fra Alfkil, Chris Enghart og Bernt Hertz Jensen. Som traditionen byder, ruller vi forudsigelsesbrønden frem, og stiller premier på højkant til den der trækker den bedste forudsigelse lagt i brønden de foregående år.

Se også Thales dag hjemmeside for mere info: https://www.thalesday.com/

Annonce

Seneste