Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
Øvrige
Øvrige — Torben Wolff Mindesymposium, Dansk Naturhistorisk Forening
Date & Time:
Place:
Universitetsparken 15, Bygning 1, Auditorium A, 2100 København Ø
Hosted by:
Dansk Naturhistorisk Forening
Cost:
Gratis, alle er velkomne, men bemærk TILMELDING TIL SMØRREBRØD NØDVENDIG senest d. 20/11.
En af de helt store personligheder i det 20. århundredes dansk zoologi, Torben Lunn Wolff (21/7/1919 – 2/5/2017), gik bort i år i en alder af 97 år. Det lader sig ikke gøre på nogle få linjer eller på en enkelt aften at opsummere alle aspekter af hans langvarige og mangesidige virke, der også fortsatte i et kvart århundrede efter han officielt var gået på pension. Torben var en ildsjæl, der med utrættelig energi og entusiasme kom meget vidt omkring, både på jordkloden og indenfor naturvidenskaberne og hvad der ellers fangede hans vidtfavnende interesser. Alt hvad han engagerede sig i nød godt af hans enorme arbejdskraft og vilje til at få ting gjort, og han har gjort et uudsletteligt indtryk på alle, der har været i berøring med ham. Torben Wolff var mest kendt for sin deltagelse i et antal marinbiologiske ekspeditioner (Atlantide, Galathea II, Noona Dan, diverse internationale dybhavsekspeditioner), hvor han også var dybt involveret i det organisatoriske. Han efterlader sig en omfattende publikationsliste indenfor især krebsdyrsystematik og dybhavsforskning. Udover at være ansat som lektor ved Zoologisk Museum var han i perioder direktør for Danmarks Akvarium. Han var medlem af foreningen fra 1939, formand i årene 1963-1968 og bestred på forskellige tidspunkter en række andre bestyrelsesposter. Ved sin død var Torben Wolff det ældste levende medlem af Eventyrernes Klub og for mindre end et år siden fik han en asteroide opkaldt efter sig.
I symposiet vil en række talere fortælle om forskellige aspekter af Torbens liv og virke. DNF arrangerer smørrebrød da arrangementet strækker sig over spisetid. Hvis man ønsker at tage del i fourageringen er tilmelding nødvendig senest mandag 20/11, skriv antal deltagere til dansknaturhistoriskforening@gmail.com
Talere:
Jean Just, lektor emeritus, Statens Naturhistoriske Museum, KU:
4 roller gennem 50 år med Torben Wolff: vejleder, mentor, kollega og ven
Jørgen Olesen, lektor og kurator, Statens Naturhistoriske Museum, KU:
Torben Wolffs karriere set gennem hans alsidige publikationer om alt fra flueblomster til palmetyve
Ole Tendal, lektor emeritus, Statens Naturhistoriske Museum, KU:
Torben Wolff: spejderdreng i høj sø – og en af den klassiske dybhavsforsknings store aktører
Reinhardt Møbjerg Kristensen, professor, kurator, Statens Naturhistoriske Museum, KU:
Torben Wolffs fantastiske rejser til Salomon Øerne
Peter Blanner, Projekt koordinator, Oceans, WWF Danmark :
Har vi det ikke herligt? Oplevelser af og med Torben Wolff