Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Fællestillidsrepræsentant: Der drives rovdrift på administrationen

DEBAT – De administrative krav bliver større og større, men resurserne til at udføre dem bliver mindre og mindre. KU står overfor en administrativ katastrofe, mener KU's HK Fællestillidsrepræsentant.

Administrationen på KU står i en paradoksal situation.

I novemberudgaven af Uniavisen proklamerede KU’s prorektor for forskning og innovation Thomas Bjørnholm, at »nøglen til succes er en velfungerende administration.«

LÆS OGSÅ: Administrationen skal til eksamen

Men den udmelding klinger hult, når ledelsen i samme åndedrag melder ud, at »2200 årsværk bruges på administration, og det er alt rigeligt.«

Man mener åbenbart, at det er passende til administrationen af en organisation med over 8.000 medarbejdere og flere end 40.000 studerende. Men det er det langt fra. Som det er nu, drives der rovdrift på administrationen!

Og med den fortsatte voldsomme stigning i KU’s volumen – for eksempel de nye uddannelser – samt den kommende studiefremdriftsreform vil situationen kun blive værre!

Større krav, færre resurser

Grundlæggende kan problematikken opsummeres på følgende vis:

• Der er fra ministerielt niveau fastsat en studiefremdriftsreform, og den stiller store krav til administrative muskler lokalt på universiteterne – og det oveni alle de opgaver, vi i forvejen kæmper med.

• Samtidig fastholder regeringen spareplanen på det administrative område.

• Bestyrelsen insisterer på at undersøge, om administrationen nu også laver noget.

• Samtidig skal det administrative personale forholde sig til truslen om fyringer, fordi budgetterne ikke hænger sammen.

• Ministeriet og de mange ledere stiller store krav til rapporter og administrativ understøtning af de skibe, som ledelsesmæssigt og politisk bliver sat i søen – for eksempel studiefremdriftsreformen!

• Mange kolleger går ned med stress eller flygter, nogle sågar ud i arbejdsløshed, bare for at slippe for at gå ned med stress.

Der må gøres noget ved det administrative arbejdsmiljø! Det nytter ikke at barnet vokser og vokser og så forvente, at trøjen passer til evig tid. Strik en ny eller tilfør væksthæmmer!

Uni-avis@adm.ku.dk

Seneste