Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
SMÅFAGSORDNING - Antallet af småfag, der får støtte, bliver reduceret fra 34 til 14. Fremover kan et fag nemlig kun modtage ekstra støtte, hvis det udelukkende udbydes ét sted i landet. Til gengæld fordobles støtten.
Støtten til småfagene skal koncentreres fra næste år, hvis det står til videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, som netop har fremlagt en ny småfagsording.
»De humanistiske fag er vigtige nøgler til vores forståelse af andre samfund og kulturer, såvel som vores eget samfund. Derfor er det vigtigt at hjælpe de mest lukningstruede fag, der bidrager med kulturelle og sproglige værdier til hele samfundet,« siger hun i en pressemeddelelse.
Med den nye småfagsordning får langt færre fag støtte, i alt står 20 fag til at miste den økonomiske håndsrækning.
Til gengæld bliver støtten til de enkelte fag mere end fordoblet, ifølge Videnskabsministeriet, så de 14 støtteberettigede fag fremover får 1,25 millioner kroner hver. Med revideringen af småfagsordningen bliver det samlede støttebeløb nemlig også sat op fra 16,3 millioner kroner i 2011 til 17,5 millioner kroner i 2012.
Ændringerne i småfagsordningen skal indarbejdes i forslaget til finanslov for 2012 og er derfor afhængig af vedtagelsen af det samlede finanslovsforslag.
Men ingen regel uden undtagelser. Derfor fraviger man princippet om, at småfag kun må udbydes et sted, når det kommer til klassisk filologi – græsk og latin i kombination – på Aarhus Universitet. Det fag vil fortsat indgå i ordningen, selv om græsk og latin også findes på KU.
Ifølge videnskabsministeriet er undtagelsen en erkendelse af vigtigheden af disse fag – både som selvstændige fag, der udvikler forståelsen af vores kulturelle rødder og leverer lærere til gymnasiet, og som støttefag for andre fag, eksempelvis teologi.
khkr@adm.ku.dk
Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.