Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
STUDENTERPROTEST - Kristian Boye Petersen afviser at have truet de studerende. Han har kun oplyst dem om ordensreglementet på universitetet, siger han - men afviser ikke, at politiet som sidste udvej kan blive involveret igen.
Kristian Boye Petersen, fakultetsdirektør på Det Humanistiske Fakultet, afviser, at han har truet de studerende fra gruppen ”Et andet universitet”, som blokerer Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på andet døgn.
Han talte med de aktionerende onsdag klokken 10 og igen klokken 14, inden han tilkaldte politiet klokken 15.
»De bruger ordet true, men jeg har ikke gjort andet end at gøre dem opmærksom på ordensreglementet på universitetet. Det giver mulighed for at smide dem ud, men det er ikke noget vi står og hopper for at gøre,« siger han.
Han forklarer, at de er til gene, fordi de blokerer administrationen, der beskæftiger sig med eksamensplanlægning.
De ansatte kan ikke sidde andre steder og udføre deres arbejde.
»Planlægningen af eksaminer kan blive bragt i fare, hvis blokaden fortsætter. Det er derfor, vi reagerer så voldsomt, som vi gør. Jeg skal have butikken til at fungere uagtet, hvilke personlige sympatier jeg måtte have,« siger han.
Betyder det, at I vil anmode politiet om at bryde blokaden?
»Yderligere involvering af politiet vil kun ske efter meget nøje overvejelser,« svarer Kristian Boye Petersen.
Han tilføjer, at de i første omgang ser på om andre lokaler kan inddrages til de blokaderamte medarbejdere.
clba@adm.ku.dk