Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Fede fratrædelser på KU vækker harme blandt politikere

NYHEDSOVERBLIK TIRSDAG - Fede fratrædelser på KU vækker harme blandt politikere - Jørgen Honoré: Brugerne er blevet mere tilfredse med KU's it - Venstre fastholder modstand imod forskningsfusion - Sløseri med regler kan koste studerende drømmestudiet.

Fede fratrædelser på KU vækker harme blandt politikere

Københavns Universitet (KU) tager nu skridt til at stoppe fratrædelsesbeløb til chefer, der ikke fratræder. Det sker ifølge Politiken efter, at avisen har skrevet om, at KU i de sidste fem år i 15 tilfælde har udbetalt fratrædelsesbeløb på mellem 158.000 og 540.000 kroner til chefer, der alligevel ikke fratræder. Ifølge politikere fra højre til venstre på Christiansborg er det »et meget skidt signal« for KU (og andre statslige institutioner) at sende.
Politiken, 1. sektion, side 3, tirsdag 14. maj 2013

Jørgen Honoré: Brugerne er blevet mere tilfredse med KU’s it

Universitetsdirektør på KU Jørgen Honoré måtte i 2012 selv gå ind og være med til at arbejde for at mindske risikoen for store it-nedbrud på KU. Løsningen kom til at hedde ‘Stabil Drift-programmet’, og er en konsekvens af to meget store it-nedbrud på KU i 2012, skriver Nyheder fra KU’s intranet (kræver login). Jørgen Honoré siger blandt andet, at kvaliteten i it-systemerne har løftet sig de seneste seks måneder, og at de er blevet mere driftssikre. Desuden gennemfører universitetet nu hver måned en tilfredshedsmåling blandt brugerne, hvoraf det fremgår, at de er blevet mere tilfredse.

Venstre fastholder modstand imod forskningsfusion

Venstre og regeringen har diskuteret det før i løbet af de seneste uger: Skal Højteknologifonden gå fri af fusioner i forbindelse med regeringens reform af forskningsstruktioner? Venstre mener ja og vil fastholde den holdning over for uddannelsesminister Morten Østergaard (R) , skriver Altinget.dk (kræver login).

Sløseri med regler kan koste studerende drømmestudiet

Jubii, jeg er optaget. Nej, det er du ikke. Jan Svendsen, souschef ved Studievalg i København, siger til Jydske Vestkysten, at mange af de unge er ret skarpe på de forskellige termer i forbindelse med deres studiesøgning, men de glemmer nogle gange de formelle regler og procedurer, og det kan få konsekvenser. Hvis studerende for eksempel overser nogle regler, kan det koste dem studiepladsen.
Jydske Vestkysten, Uddannelsessektionen, side 3, søndag 12. maj 2013

anfj@adm.ku.dk

Seneste