Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
Ranglister — Filosofi på Københavns Universitet springer 17 pladser frem til en 29.-plads på QS World University Rankings 2017. En langsigtet strategisk satsning har gjort instituttet mere synligt i internationale forskningsmiljøer, mener afdelingsleder.
På Afdeling for Filosofi på Københavns Universitet (KU) kan afdelingsleder Klemens Kappel ikke lade være med at gå og glæde sig.
Det 29. bedste sted i verden at forske i eller at studere filosofi er på hans universitet. Der er tale om et ryk opad i verdenseliten på hele 17 pladser på kun et år ifølge den anerkendte rankingliste
»Vi har skrevet rundt til hinanden på afdelingen, og jeg har snakket med masser af folk om det, og vi er glade for det. Vi synes, det er utroligt godt at ligge nummer 29.
Klemens Kappel
På spørgsmålet om, hvad årsagen er, er Klemens Kappels spontane bemærkning, at man på Filosofi ikke har undersøgt det direkte, så det er egentlig kun QS Rankings, der ved det.
Derefter tilføjer han, at det kan skyldes, at den langsigtede strategi for Filosofi, der hører under Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, har været frugtbar.
»I løbet af de sidste 10-15 år er afdelingen blevet meget internationaliseret, og den er blevet meget stærk inden for forskning, efter der er kommet en række nye folk til, der har publiceret mange forskningsartikler og har skaffet mange nye, internationale kontakter til os,« siger Klemens Kappel.
Han mener, at der er et generelt højt niveau på afdelingen i dag.
»Uden at have kontrolleret det, så tror jeg, at hvis du går 10 år tilbage, så var afdelingen slet ikke på QS’ rankingliste dengang,« siger han, og tilføjer også, at Filosofi har været meget heldig med at få fat i eksterne forskningsmidler.
»Det har gjort det muligt for os at lave mange konferencer og workshops og få mange gæster på besøg, og på den måde er afdelingen blevet mere synlig i de internationale, filosofiske miljøer,« siger Klemens Kappel.
Hvad har den interne reaktion på QS’ ranking været?
»Vi har skrevet rundt til hinanden på afdelingen, og jeg har snakket med masser af folk om det, og vi er glade. Vi synes, det er utroligt godt gået at ligge som nummer 29 i verden. Vi er en af de bedste afdelinger i Europa, og vi er bedre end rigtig mange afdelinger i for eksempel USA og Storbritannien,« siger Klemens Kappel, der håber, at Filosofi også kan bevare den høje ranking.
Når det gælder spørgsmålet om, hvad en placering som den 29. bedste i verden kan gavne, svarer han:
»Det kan have en betydning for forskere og studerende i udlandet, der kigger efter samarbejdspartnere, eller som overvejer at tage et forskningsophold på Københavns Universitet. De ser nemlig også på rankinglister,« siger han.
Og arbejdet med selv at få kontakt til andre kan blive nemmere:
»Når vi opsøger folk og universiteter rundt om i verden og spørger dem, om de vil være vores samarbejdspartnere i et forskningsprojekt, som vi er i færd med at søge om midler til, så er det utrolig godt at kunne henvise til, at vi har en høj ranking. Det giver respekt,« siger han.
Endelig betyder anerkendelsen også noget inden for Københavns Universitets egne mure.
»Internt på vores fakultet er man da glad for at kunne sige, at Afdeling for Filosofi er en af de højest rangerende afdelinger på verdensplan,« siger Klemens Kappel.