Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Mad på budget — København er en jungle af folkekøkkener. Denne guide giver dig det overblik, din rumlende mave længes efter.
Det er koldt udenfor. Du er broke, sulten og doven. Du drømmer om mors dampende simremad, men når du åbner køleren, stirrer en halvtom ketchupflaske og en muggen ost tilbage i dit fjæs.
Fortvivl ej! København har udviklet sig til et mekka for folkekøkkener og fællesspisninger, og med denne guide finder du let et sted i nærheden, hvor du kan fylde maven hurtigt og nemt. Velbekomme!
Kraftwerket er turen over Valby Bakke værd. Det lille hyggelige spisested kan tilbyde langt mere end de to cheeseburgere fra macD, som du kan få til samme pris for denne veganske middag, der serveres hver tirsdag. Kraftwerket huser nemlig også Københavns Anime-klub, brætspilsaftener og møder for rollespilsentuasiaster.
Jeps, det er et vaskeægte nørdparadis. Hvis du kommer for at spise, så husk kontanter, eller kryds fingre for, at en eller anden er flink nok til at lægge ud (hvilket ikke er usandsynligt på dette sjælevenlige sted). Når du har fået din gyldne madbillet, kan du vælge mellem den veloplyste 1. sal eller den hyggelige stueetage. Fik jeg nævnt, at de også har billige øl?
Frederiksberg er måske ikke det første sted, du overvejer at tage hen, når du leder efter et billigt måltid. Men her driver KFUM’s Sociale Arbejde café i samarbejde med kirke og kommune, så du kan få dig en lækker, SU-venlig middag hver onsdag.
Med sin forkærlighed for traditionel dansk madlavning vil Café Paraplyen få dig til at føle, at du er hjemme og spise hos mormor. Og her dufter også som mormors stue! Tag en ven med, eller fald i snak med en af stamgæsterne.
Ungdomshuset eller Ungeren, som det kaldes i folkemunde, er byens punkparadis. Med sin lange historie og no-bullshit vibe er stedet helt klart et besøg værd. Frivillige kræfter serverer overbevisende veganske menuer hver torsdag, og de grafittifyldte rum virker sært hjemlige.
Portionerne er enorme, og hvis der stadig er mad i gryderne, er man velkommen til portion nummer to. Kom i god tid og nap en gratis yogatime i Svederummet fra kl. 17.00 eller bliv hængende til en lillefredagsøl og en punkkoncert i kælderen efter maden.
Det er umuligt at overse Absalon, når man dykker ned i Københavns folkekøkkener. Det store forsamlings-kulturhus inviterer til all-you-can-eat til en rimelig penge alle aftener. I aktuel hipsterstil er maden aldrig kedelig – og det er interiøret heller ikke. Det gamle, nyrestaurerede kirkerum danner en sej ramme om fællesskabet, og både bar, brætspil og bordtennisborde står klar til at forlyste gæsterne efter maden.
Publikum er en hyggelig blanding af lokale børnefamilier, kulturseniorer, der sipper Aperol Spritz og dødsmarte unge. Selv om rummet er kæmpe, så kom i god tid, gerne 15-20 minutter før, hvis du vil være sikker på at få en stol.
Hvis du er så heldig at tilhøre Søndre Campus på Amager, kan du nyde en billig skål velsmagende flydende middag uden at forlade campus. Caféen Hava Java samarbejder med en velgørende organisation den sidste torsdag i måneden om at servere suppe til sultne forbipasserende.
Konceptet e betal-hvad-du-kan/vil, så hvis du suger på lappen sidst på måneden, går det her tip ud til dig. Så kan du altid betale dobbelt op, når du har fået 200 kroner af farmor næste gang. Efter en skål cremet urtesuppe og en skive hjemmebagt brød kan du vende tilbage til læsningen med god samvittighed.
Tag til Kafa-X (Korsgade 19) tirsdage kl. 19:00 for et godt vegansk måltid, forkæl dig selv i det lidt mere fancy suppekøkken på Den Økologiske Produktionsskole (Ravnsborggade 18) tirsdage kl. 17:30, eller drag ud til Common Ground (Ragnhildgade 1), et flygtninge-inkluderende folkekøkken, der åbner dørene hver mandag fra kl. 17.00.