Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Første kig ind i fremtidens Panum

BYGGEPROJEKT- Uniavisen kom med på rundvisning, da Mærsk-tårnet på Panum blev vist frem for en gruppe besøgende nordiske kommunalfolk.

»Her kommer der til at være egetræ på både loft og gulv,« forklarer projektleder og lejerrepræsentant for KU Lars Ole Nissen, mens han peger ned på det nystørknede cementgulv. Et enligt stykke egetræ svæver under loftet, så gruppen skal bruge lidt fantasi for at tænke sig til det færdige resultat.

Det store auditorium, foto: Anders Fjeldberg

Lars Ole Nissen er i dag også ansvarlig for at få gruppe sikkert rundt i det endnu ufærdige Mærsk-tårn.

Lars Ole Nissen, foto: Anders Fjeldberg

Vi står ved siden af rummet, som senere bliver et auditorium med plads til 500 personer.

Lars Ole Nissen beskriver, hvordan Mærsk-bygningen bliver indrettet med de mest moderne faciliteter. Blandt andet et avanceret lydsystem i auditoriet, som optimerer muligheden for at høre både forelæseren og spørgsmål fra salen. Lydsystemet er en del af donationen fra A.P. Møller Fonden, der foruden bygningen har doneret 125 millioner kroner til inventar.

»Det må være fantastisk for universitetet, at en virksomhed som Mærsk har så dybe lommer«, bemærker en deltager til Uniavisen.

Lokalet på 15. sal er tiltænkt ph.d.-studerende, foto: Lasse Lundberg Andreasen

En udsigt der lokker

Oppe på tredje etage skal KU’s Center for Sund Aldring holde til og forske, når bygningen er klar til indflytning. Centerdirektør Lene Juel Rasmussen glæder sig til at flytte ind, fortæller hun til gruppen.

»Her vil vi skabe nye og dynamiske forskningsmiljøer, som kan ændres efter behov« forklarer hun og suppleres af Lars Ole Nissen:

»Vi kender ikke fremtidens krav til rummene, så det er vigtigt, at de kan laves om løbende.«

Kig over Nørrebro og Københavns søer, foto: Lasse Lundberg Andreasen

Gruppen af besøgende er nået til den øverste etage og står med telefonerne fremme for at fotografere ud af panoramavinduerne. København lægger femten etager under os indhyllet i lys. Det er ikke svært at forestille sig, at et kontor med denne udsigt er et godt argument for at forske på KU.

Københavnsk vinternat fra tårnets tag, foto: Lasse Lundberg Andreasen

Efter planen skal bygningen på godt 42.000 kvadratmeter overdrages til KU den 1. september 2016.

Foto: Anders Fjeldberg

Foto: Anders Fjeldberg

Foto: Anders Fjeldberg

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste