Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

For ansatte: Lodtrækningen om ferieboliger er i gang

FERIEFONDEN - Du skal rykke nu, hvis du skal have fingre i en af universitetets 24 ferieboliger i anden halvdel af 2015.

Alle ansatte på Københavns Universitet har mulighed for at leje ferieboliger til en fordelagtig pris. Feriefonden råder over 15 feriehuse i Danmark, 2 i Sverige og 7 i det øvrige Europa.

Der er lodtrækning om retten til boligerne to gange årligt, og nu kan alle ansatte lægge lodder i bowlen om at leje et feriehus i sommeren/efteråret 2015 frem til den 22. januar kl. 23:59.

Feriefonden har fået nyt bookingsystem. Du finder alle praktiske informationer, lejebetingelser og lodtrækningsregler på ku.dinferiefond.dk.

Boliger til alle slags ferier

Der er boliger til alle slags ferier, både til dem der vil dase og dem, der vil opleve en masse.

Lejligheden i Paris ligger fx i Marais kvarteret i tredje arondissement blot 250 meter fra Centre Georges Pompidou. Ejendommen er fra 1600-tallet, men er opdateret med alle moderne bekvemmeligheder inklusiv trådløst internet.

Og i Malagas bjerge ligger Feriefondens nye villa med 6 sovepladser. Fra dagligstuen er der direkte udgang til den private pool (se foto), og som om det ikke var nok, er der også en tagterrasse med udsigt over Middelhavet.

I Budapest kan du genoplade efter dit kurbad i ferielejligheden med smuk sildebensparket inden du skal en tur i operaen for en slik (og husk at du kører gratis med sporvogn og al anden offentlig transport, hvis du er fyldt 65.)

Du kan også lægge billet ind på lejligheder i Barcelona, Berlin (2 lejligheder, en i øst og en i vest) og Bad Gastein i Østrig, som er et nyt tilbud.

Tag vennerne med

Mange af boligerne, især de danske feriehuse, er rummelige nok til 6-8-10 gæster, så man kan planlægge at rejse flere sammen.

Tillidsrepræsentant Joan Lykkeaa, der sidder i Feriefondens bestyrelse, fortæller, at alle huse er godt udstyret, og at der bliver ført skarpt opsyn med boligernes tilstand. Det er KU-ansatte, der fungerer som ‘faddere’ for boligerne med ansvar for deres vedligehold, og det kører som smurt.

Joan Lykkeaa fortæller også, at det næste projekt er en lejlighed i London.

gbg@adm.ku.dk

Seneste