Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Forårsfestival rimer på fællesskab

Studenterklumme — Minusgrader er vendt til plus, og universitetets store samlende festival er tilbage i storform. Vi ses den 5. maj!

Da jeg for præcis en uge siden måtte slæbe mig hjem i haglvejr og en temperatur, der føltes som minus 5 grader, var jeg ærligt talt ret bekymret for Forårsfestivalen. Efter sidste års nedskæringsfestival var tanken om mulig snestorm på en hårdt tilkæmpet festdag lettere ubærlig. Heldigvis har vejret vist sig fra sin pænere side, og i skrivende stund tilsiger vejrudsigten at jeg pakker solcremen i stedet for paraplyen.

For når de politiske vinde for tiden blæser iskoldt mod vores elskede universitet, så er det så meget desto vigtigere, at vi selv finder forårshumøret frem og husker hinanden på alt det, vi kan. Jeg vil vove at påstå at mangfoldighed i ekspertise er én af Københavns Universitets største styrker, og det glæder jeg mig virkelig til opleve til Forårsfestivalen på fredag den 5. maj, når alle fra kemikere til retorikere giver en opvisning i festlig faglighed.

Forårsfestivalen er det eneste koordinat, der samler os alle

Mangfoldighed er en kæmpe styrke, men det nytter ikke noget, hvis vi aldrig mødes og opdager det. Vores universitet er spredt over hele byen, og når immatrikulationsfesten er overstået, er vi i princippet forvist til vores respektive campusområder. Så kan man let glemme, at KU er mere end bare KUA, og det er da lidt en skam. Hvis du nogensinde har besøgt fredagsbaren på et andet fag, så ved du, hvor fedt det er at feste sammen på tværs, og Forårsfestivalen er det eneste koordinat, der samler os alle.

Og når jeg på fredag har været forbi dekanbar og bagefter står og synger henført med på Sort Sols Let your fingers do the walking, så håber jeg at kunne mærke sammenholdet på tværs af hele KU. Forhåbentlig er der en masse ansatte, der stemmer i, for det er værd at fejre, at vi har en dag, hvor drømmen om ‘det uformelle møde’ faktisk bliver manifesteret.

Forårsfestival rimer på fællesskab på tværs af hele KU, og der er masser af gode grunde til at glæde sig til Forårsfestivalen på fredag. Hvis du alligevel er i tvivl, om du skal afsted, så kig på programmet og spørg dig selv, hvor tit du kan komme gratis på festival.

Seneste