Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Forårsfestivalen er tilbage. I 'nedskæringsedition'

GOOD NEWS - Forårsfestivalen var begravet. Nu genopstår maj måneds kæmpefest i Studenterhusets mere intime rammer.

Der er langt imellem de gode nyheder på KU’s campus for tiden. Da ledelsen skulle finde besparelser for 300 millioner kroner til at lappe hullerne efter årets finanslov, måtte også Forårsfestivalen lade livet.

Festivalen blev født i 2014. Og i maj 2015 lagde 15.000 KU-studerende og ansatte vejen forbi festivalpladsen på Nørre Campus, hvor KU’s ledelse og Studenterhuset sammen satte strøm til det store, tværgående initiativ. KU betalte 1,4 millioner kroner, og sponsorer lagde 500.000 oveni.

Nu er forårsfestivalen tilbage, fortæller en begejstret Klaus Peter Nielsen, der er aktivitetskoordinator i Studenterhuset.

Magisterforeningen gør det muligt

»Dansk Magisterforening kom til os og sagde, at de gerne vil være med til at muliggøre et arrangement i 2016. Carlsberg – som også har sponseret Forårsfestivalen i 2014 og 2015 – tilkendegav også et sponsorat. Det var jo en fantastisk mulighed, tænkte vi og gik i gang med planlægningen,« siger Klaus Peter Nielsen.

Nu er det så officielt: Den 20. og 21. maj inviterer Studenterhuset til årets Forårsfestival – nedskæringsedition, som arrangørerne kalder den. Det foregår i og omkring Studenterhuset med et langt mindre budget end de to foregående år.

»Vi udvider til gengæld til to dage, fordi vores kapacitet er mindre. Der bliver et lineup af 10-15 musiknavne – de fleste i lidt mindre skala end sidste år. Lige nu har vi en frygtelig masse tråde ude, men jeg kan endnu ikke give dig nogen navne. Musikken bliver afsløret på Facebook, hvor de første navne bliver offentliggjort inden for de nærmeste dage,« siger Klaus Peter Nielsen.

Følg med på Facebook

Også for de voksne

Ud over musikken vil der være et mix af sociale og akademiske aktiviteter, tilføjer koordinatoren:

»Vi har et særskilt universitetsfodbold-arrangement i støbeskeen og et samarbejde med forårsrevyerne, hvor vi præsenterer greatest hits fra nogle af KU’s 15 revyer. Og fredag eftermiddag håber vi, at se en masse voksne til vores store fredagsbar.«

Der er ikke så mange tilbud til studerende og ansatte med appetit på mere end deres eget institut og fakultet, mener Klaus Peter Nielsen:

»Vi vil gerne stimulere den fælles KU-identitet. Der er så få tværgående aktiviteter, der kan oppe studie- og arbejdsmiljøet. Vi får forhåbentlig den store Forårfestival tilbage – det håber vi da – men i år ses vi i Studenterhuset.«

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste