Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Forårsfestivalen har vokseværk

KU-FEST - Love Shop og Emil Stabil er hovednavne, når anden udgave af KU’s store fælles fest løber af stablen 8. maj. Arrangørerne lover flere gæster, mere videnskab og et bredere musikprogram. Og godt vejr.

Regn og mudder kunne ikke holde 11.000 gæster væk fra KU-historiens første Forårsfestival i 2014.

Successen har nu fået arrangørerne fra Studenterrådet og Studenterhuset til at skrue op for ambitionerne for festen, der igen i år skal bringe ansatte og studerende fra alle fakulteter sammen på Nørre Campus.

»Vi udvider festivalpladsen, blandt andet ved at inddrage boldbanen,« siger Theis Eizo de Noord fra Studenterrådet.

Det er i øvrigt kun halvdelen af boldbanen, der bliver spist af festen. Med andre ord er der stadig plads til at afvikle den traditionsrige fodboldfinale, som sidste år blev vundet af B1286 fra Historie efter straffesparkskonkurrence.

Det bliver godt vejr

Et af få kritikpunkter til sidste års festival var, at flere programpunkter druknede i dunkende basrytmer fra de tre scener. Det gik blandt andet ud over det ellers ret underholdende Science Slam, hvor unge talenter dystede om, hvem der var bedst til videnskabelig stand up-formidling.

Derfor inddrager festen i år HCØ-bygningen, hvor man ud over videnskabsdueller vil også vil kunne overvære internationale debatter og se topforskere som Eske Willerslev give deres bud på skabelsesberetningen.

Sidst, men ikke mindst, er der musikken

»I 2014 var musikprogrammet til den unge side. I år bliver det bredere funderet,« lover Theis Eizo de Noord og nævner bookingen af Love Shop og Emil Stabil som eksempel på, at der vil være musik for enhver smag.

Og mens vi er ved løfterne:

»Det bliver også godt vejr,« siger Theis Eizo de Noord. Statistikken giver dem ret. En gennemsnitlig majdag falder der cirka 0,2 mm. Sidste års total: 4 mm.

Rettelse: Af april måneds trykte udgave af Uniavisen fremgår det fejlagtigt, at festivalen finder sted den 9. maj. Men det er altså den 8. maj, det hele går løs.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste