Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
FEST! - Efter et år i besparelseshi vender KU’s succesfulde Forårsfestival tilbage. 5. maj 2017 kan 15.000+ ansatte og studerende igen feste, danse, æde, drikke og videnskabsbattle på Nørre Campus.
Den var det allerførste, der røg, da Københavns Universitet skulle lynspare 300 millioner kroner efter sidste års Finanslov.
Forårsfestivalen 2016 blev sløjfet på trods af, at de to første udgaver af festivalen i 2014 og 15 havde været en stor succes, som havde samlet henholdsvis 10.000 og 15.000 studerende og ansatte ved Københavns Universitet til 12 timers fest, musik, dans, fodbold og videnskabsdebat på Nørre Campus’ plæner.
Men i 2017 vender succesen tilbage:
»Forårsfestivalen har kun været væk på grund af de grimme besparelser sidste år. Det har hele tiden været tanken, at det var en vedblivende begivenhed. Og i går fik vi ok til budgettet og datoen,« siger Jacob Ørum, direktør for Studenterhuset, der arrangerer festivalen sammen med Studenterrådet og KU.
Datoen er 5. maj 2017. Budgettet lå i 2015 på cirka 1,9 millioner kroner.
I år holdt Studenterhuset en nedbarberet erstatningsfestival i deres egne lokaler for at holde »ideen i live«, men Jacob Ørum lover, at det er det store festivaludtræk, som vender tilbage på Nørre Campus til maj:
»Der vil være musik fra flere scener, fodboldturneringer, korkonkurrence, fællesforestilling med KU’s mange revyer, uddeling af TAP-prisen, aktiviteter fra alle mulige foreninger – og en hel masse, vi nu skal ud og aftale med de engagerede kræfter på KU. Men vi har masser af ideer til at starte med,« siger Jacob Ørum, som blandt andet håber, det kan lykkes at få KVL’s jagtklub til at dukke op og afholde med flugtskydning med laser.
»Der findes ting på KU, man aldrig hører om. Det skal vi bare have frem.«
De næste ni måneder frem til festivalen vil arrangørerne forsøge at få fat i KU’s utallige foreninger og høre, hvad de kan bidrage med. »Det er måske meget at sige, at vi crowdsourcer festivalen, men næsten,« siger Jacob Ørum.
Ifølge ham er der en højere mening med Forårsfestivalens fusion af stort, småt, kendt og ukendt fra alle KU’s afkroge.
»Når revyerne mødes og planlægger et fælles show, når korene øver sig, når der spilles kvalifikation til fodboldturneringen, og når alt endelig samles til festivalen, så bygger vi en KU-identitet, der måske ikke er så italesat til daglig. Vi er et meget stort universitet, og vi har kun denne ene lejlighed, hvor vi alle – studerende og ansatte – mødes og er fælles om at være Københavns Universitet. Det er et godt projekt, fordi det er med til at skabe ét universitet og ikke bare en løs føderation af fakulteter,« siger Jacob Ørum og slutter med et løfte.
»Det bliver selvfølgelig en fed fest.«
dennis.christiansen@adm.ku.dk