Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Forskningspriser til Anne Løkke og Eugene Polzik

DM'S FORSKNINGPRISER - KU ryddede bordet, da forskernes egne priser blev uddelt.

Hvert år præmierer DM den fremragende grundforskning og den kritiske nytænkning med to forskningspriser. I år gik den ene pris til Eugene Polzik (naturvidenskab og teknik) og den anden til Anne Løkke (samfundsvidenskab og humaniora).

DM’s forskningspriser lanceres som ‘forskernes egne priser’, fordi det er forskerne selv, der nominerer hinanden. Formålet er først og fremmest at anerkende den fremragende forskningsindsats, men DM ønsker også med priserne at bringe debatskabende ideer ud til en bredere offentlighed.

Eugene Polzik, der er professor og leder af forskningsgruppen Quantop på Niels Bohr Institutet, havde som en af de første forskere succes med at overføre kvantemekanisk information over store afstande, såkaldt teleportation.

I indstillingen hedder det:

»Eugene Polziks forskning inden for feltet kvanteinformation udnytter kvantemekanikkens mærkværdigheder til at lave ting, som er umulige ifølge en mere klassisk logik. Eugene Polzik har bidraget afgørende til at sætte Danmark på verdenskortet inden for kvanteinformation og er en fornem repræsentant for det bedste af dansk og international grundforskning.«

Anne Løkke er professor på Saxo-Instituttet og leder af BioHistory Group. Hun forsker blandt andet i spædbørns sundhed, kvinders viden, amning og markedet for modermælkserstatning i verdens fattige lande, Skandinavien og USA i det tyvende århundrede.

»Anne Løkkes kombination af viden fra det kulturanalytiske felt og det medicinske område har givet nye indsigter om krop, sundhed og hverdagsliv. Hendes tværvidenskabelige forskning viser, at kulturelle valg ikke kun er et spørgsmål om smagsdomme, men er afgørende for liv og død,« lyder det i indstillingen.

Priserne, der er på 50.000 kroner, blev uddelt af DM-formand Ingrid Stage i DM’s lokaler i Akademikerhuset på Frederiksberg onsdag den 19. november.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste