Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
NYHEDSOVERBLIK MANDAG - Forstenet skildpaddelort udnævnt til 'danebæ' - Ny DSF-formand vil højne respekten for de studerende - Selv ikke på RUC er der medindflydelse til studerende og medarbejdere - Ph.d.-krigen fortsætter - Arne Astrup får Finlands fornemmeste medicinpris - »Biodiversitetskrisen er en større trussel end klimaforandringer«
En forstenet lort, en såkaldt koprolit, der sandsynligvis oprindelig er lavet af en skildpadde eller dinosaur for 140 millioner år siden på bredden af en varm lagune, der dengang dækkede dele af Bornholm, er erklæret danekræ af eksperter fra Statens Naturhistoriske Museum.
28-årige Torben Holm fra Roskilde Universitet bliver ny formand for Danske Studerendes Fællesråd. Han vil blandt andet bruge posten til at skabe respekt om de studerende, og så skal uddannelseskvaliteten hæves, skriver Altinget.dk.
Universitetsloven skulle sikre medarbejdere og studerende langt mere medbestemmelse. Men selv på RUC, der har tradition for medinddragelse, kæmper man en hård kamp for at få ledelsen til at leve op til de gode intentioner, skriver Information.
Professor Linda Maria Koldau fra Aarhus Universitet er kommet i modvind blandt kollegaer efter sin sønderlemmende kritik af det danske ph.d.-system. I har slet ikke fanget pointen, siger hun nu. Det skriver Altinget.dk.
Finlands medicinske selskab overrækker på en kongres i Helsinki fra 1.-3. febuar 2012 den prestigefyldte Esko Nikkila Price til institutleder og professor, dr.med., Arne Astrup fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet ved KU for hans banebrydende forskning i betydningen af kostens sammensætning for appetitregulering, stofskifte og risiko for hjertekarsygdom.
Carsten Rahbek, professor på Center for Makrobiologi, Evolution og Klima på KU, siger, at den voldsomme stigning i arters uddøden vil gå ud over hele verdens velstand, og at klimaproblemet i princippet er et omfordelingsproblem, i Ingeniøren.dk.